Antonio Pennacchi: Jeg sluttede fred med mine døde

Romanen 'Mussolini-kanalen' har været et kæmpehit i Italien. Men den har også vakt furore med sin skildring af fascismen. Vi mødte forfatteren bag, Antonio Pennacchi.

"Hvad? Ler De? Tror De ikke på mig?" spørger fortælleren i Antonio Pennacchis 'Mussolini-kanalen' indigneret. Og for læseren er det nok svært at tro på, at tante Armida kunne tale med sin bisværm, og at bedstemor Peruzzi altid drømte om sorte kapper, når nogen døde, sådan som det sker i Pennacchis farverige familiekrønike af en roman.

- 'Mussolini-kanalen' er en historie om fattige bønder, der handlede som de kunne, for at få brød på bordet, og om aftenen fortalte de historier, forklarer Antonio Pennacchi, da DR Romanklubben møder ham en solskinssøndag på Louisiana Literature.

- Jeg fortæller sande historier, autentiske historier. Men det er også historier, som er ubehagelige for læseren. Jeg skriver ikke mine bøger med læserens ønsker for øje - jeg skriver bare min families historier, som det skete på godt og ondt, slår han fast.

Kritiseret for sin skildring af fascismen

'Mussolini-kanalen' har været en bragende succes i Italien med omkring en halv million solgte eksemplarer. Men den er også kontroversiel. Flere af medlemmerne i familien Peruzzi, romanens hovedpersoner, bliver fascister nærmest ved et tilfælde og omgås fascismens spidser heriblandt Mussolini.

Det er ifølge Antonio Pennacchi faldet dele af den italienske venstrefløj for brystet, men selv har han ikke meget til overs for kritikken.

- Jeg fordømmer fascismen. Men sandheden er, at vi tit opfinder en komfortabel historie, hvor det altid er de andres skyld. De andre er altid de onde, og vi er altid de gode. Men sådan er det ikke, for hver og en af os rummer både det gode og det onde. Hver og en af os kan slå ihjel og lade leve, forklarer Pennacchi.

- Fascismen var ikke fåtallets diktatur over de mange, men tværtimod flertallets diktatur over de få, understreger forfatteren og uddyber:

- Sandheden er, at så længe fascisterne vandt krigene, var mine onkler med dem. Og ikke kun mine onkler, men også onklerne til dem, der kritiserer mig i dag. Men de vil helst glemme det, og når man helst vil glemme, risikerer man ikke at forstå. Kun ved at forstå, hvorfor mine onkler kunne begå fejl, kan jeg undgå, at jeg selv begår samme fejl, siger forfatteren.

Det er folkets historie

På trods af kritikken har 'Mussolini-kanalen' fået tag i ikke mindst mange ældre italienere, der ellers sjældent åbner en bog. Antonio Pennacchi mener, det er fordi romanen i høj grad er historien om deres liv. Men han ser det ikke som en hæmsko for udenlandske læsere, at romanen er udpræget italiensk.

- Jeg fortæller om kærlighed og kampe og bønder og arbejde. Og alt det har I også i Danmark. Hvis du læste min bog højt for din bedstemor, ville hun kunne genkende alt det, som mine bedsteforældre oplevede, forsikrer han.

Fortællemæssigt har 'Mussolini-kanalen' også folkelige rødder. Den låner fra filo'en, en mundtlig fortælleform, der stammer fra Veneto-regionen, som er Peruzzi-familiens hjemegn, og også den region som Antonio Pennacchis mors familie kommer fra.

Forhør á la Sokrates

Romanens jeg-fortæller henvender sig i ofte til læseren i en familiær og venskabelig tone. Tror man.

- Fortælleren taler i virkeligheden ikke til læseren, men til en fiktiv forhører, forklarer Antonio Pennacchi.

- Og det er jo mig, der er forhøreren, men det er ikke en metode jeg har fundet på. Det gjorde Sokrates allerede i sine Platon-dialoger.

Mens Antonio Pennacchi tænder endnu en cigaret på terrassen med havkig, spørger jeg, hvorfor fortællerens identitet først afsløres til allersidst i romanen.

- Spørger du også en kok, hvorfor han salter maden på det tidspunkt han gør og ikke før? svarer forfatteren med et glimt i øjet og tilføjer så: - Men jeg kan fortælle dig, at det er for at skabe suspense.

Livet efter livsværket

På Louisiana har eftermiddagssolen efterhånden bevæget sig et stykke henover himlen, og Antonio Pennacchi skal så småt gøre sig klar til sin optræden. I forordet til 'Mussolini-kanalen' beskriver han romanen som sit livsværk, så som afslutning spørger jeg, hvad man skriver efter sit livsværk.

- Da jeg havde skrevet 'Mussolini-kanalen' færdig, følte jeg mig på den ene side tilfreds. Jeg havde sluttet fred med mine døde, og det var en byrde af mine skuldre. Men på den anden side var jeg også bekymret. Hvad skulle jeg nu? fortæller Antonio Pennacchi og afslører så, at han faktisk har skrevet en ny roman.

- Det er en sci-fi roman, som foregår på den sidste planet i udkanten af universet. Men selvom den foregår i en fjern fremtid, rummer den stadig min barndom og ungdom og de mennesker, jeg har kendt. Jeg fortæller historier om virkelige mennesker. Kærligheden, frygten, glæden og smerten er der alt sammen stadig.

Facebook
Twitter