For Asta Olivia Nordenhof er poesien ikke et reservat

Asta Olivia Nordenhofs bringer hverdagen ind i sine digte, men er på samme tid helt vildt følsom og helt vildt indigneret. Læs med når eksperter nærlæser et digt om oprør af Asta Olivia Nordenhof

Asta Olivia Nordenhof, Fotograferet i sit hjem og ved Langelinie d. 02.12.13 (Foto: Christian Liliendahl © Scanpix)

- Jeg har en fornemmelse af, at mange mennesker er ved at dø af fiktion. Man kan bare se på de drabeligste fiktioner såsom penge, race, køn. Jeg ønsker, at litteraturen kan være trøst for dem der bliver jaget, og skældud til dem der har interesse i at jage og fængsle andre.

Sådan skriver digter Asta Olivia Nordenhof på sin Facebook profil om den funktion, hun ønsker at udfylde med sine digte.

DR Kultur har i forbindelse med programmet '10 digte du skal læse når du har lyst til oprør' bedt litteratur-anmelder Linea Maja Ernst og litterat og kulturkommentator Lilian Munk Rösing om at nærstudere et af netop Nordenhofs digte fra 2013. Digtet har ikke nogen titel.

Oprør med voldsom livsglæd

- Hun er den bedste og den vigtigste politiske digter, der skriver i danmark i dag. Hun er helt vildt indigneret og helt vildt følsom.

Siger Linea Maja Ernst helt overordnet om Nordenhofs skriveform. Lillian Munk Rösing tilføjer:

- Det er som om, at hele hendes oprør er båret af en meget voldsom livsglæde. Det er en digter, som kan blive forbandet over alt det som hæmmer livsglædens og kærlighedens udfoldelse.

En inkluderende digter

Linea Maja fortsætter og zoomer ind på starten af digtet:

- Det er en stor styrke i hendes digte, at hun ikke accepterer den løgn det er, at man enten er en svag eller en stærk person. "Sidde Fuldstændig smadret, og skrive om dengang fyrværkeriet føg om teltet". Det er et jeg som er fuldstændig smadret, men hos Asta er de smadrede personer altid fulde af liv, erindringer, følelser og vrede.

Modsat fokuserer Lillian Munk Rösing på anden strofe af digtet:

- "Jeg har dræbt en killing engang, kastet den ind mod en væg, fordi den ikke ville ta imod mit barnebryst”. Det er den lille piges vrede, og den florerer meget i den danske litteratur for øjeblikket fx også ved Olga Ravn. Det vigtige her er, at man ikke skal tage fejl af, at der også kan være en voldsom kraft og raseri gemt i små kvinde- og pigekroppe.

DR K præsenterer dig for ’10 digte, du skal læse når…’

Linea Maja Ernst og Lilian Munk Rösing er to af de fem eksperter, der nærlæser digte i DR K programmet '10 digte, du skal læse når...'. Programmerne præsenterer dig for ti digte, du skal læse når… du er liderlig, når familien er for meget, når du vil gøre oprør, og når du savner naturen.

Tredje program i serien sendes i dag tirsdag den 31. maj klokken 21 og handler om de digte, du skal læse, når du har lyst til oprør.

Programmerne er en del af et større fokus på lyrik i maj og juni, hvor DR blandt andet også har lavet eventet 'Live-læsning: DR blindtester lyrikken' i samarbejde med Digte & Lyd. Læs mere om eventet, programmet og projektet generelt her.

Facebook
Twitter