I de smukke gamle bygninger på Vallekilde Højskole, er der denne weekend Litt. Talk, hvor forfattere fra forskellige genrer af litteraturen er inviteret til at komme og holde oplæg. Jeg er på vej derop med toget for at interviewe børnebogsforfatteren, Cecilie Eken, og er nær ikke kommet af i Hørve, da jeg er helt opslugt af hendes bog, "Kongebarnet". Går man i gang med en af Cecilies bøger, gælder det om at have tid. For de er umulige at lægge fra sig. Der er fuld farve på paletten, tempoet er højt og sproget så lækkert som en flødebolle med marcipanbund. Jeg er i hvert fald hooked og spændt på at møde skaberen af det fængende eventyrunivers.

På Vallekilde finder jeg Cecilie Eken og laver en aftale om interview. Til dette sætter vi os i et afsides lokale med en slumrende kat, der ligger og breder sig i vindueskarmen.

Hvad gør du for at skrive så legende let?

- Hvis jeg kunne sætte det på formel, kunne jeg blive rigtig rig. Det er noget med at have øvet sig i mange år, og så tænker jeg meget i musik. Det er også derfor, jeg kan skrive på vers, og gå helt ned i detaljer med jamber og trokæer. Jeg betragter sproget som musik, hvor hver lille tone udgør en del af et samlet stykke. Jeg bruger meget mit øre. Læser det, jeg har skrevet, højt og lytter meget til det. Man kan høre så meget, når man læser det højt, synes jeg. Det er vigtigt at have en bestemt sprogtone, så hvert værk får et defineret sprog. At man har gjort sig klart, hvordan fortælleren taler og vil fortælle om lige netop dét. Rammer man ved siden af, er det som en falsk tone i et stykke musik.

I "Det levende sværd", afspejler det sig også tydeligt i sproget hos hovedpersonen Eriann, der er meget hård - i hvert fald til at starte med...

- Hun meldte sig i høj grad som en sproglig konstruktion, der bare talte så surt "Den skiderik.." og "Hans datter kan rende mig..." Der har vi en fed motor i en hel historie. Og hendes udvikling viser sig netop sproget. I begyndelsen er hun så vred, at hun dårligt kan formulere en hel sætning med grundled og udsagnsled, men til sidst bliver det til bisætninger, det løser sig op og hun kan meget mere. I starten har hun heller ikke nogen sanser. Hun kan ikke engang høre nattergalen, og brød smager bare af brød. I løbet af historien lærer hun at være til stede og sanse. Det er også det, jeg forsøger at vise i sproget.

Jeg har bemærket, at den vrede kvindelige kriger går igen i dine bøger. Hvad sker der med de der vrede kvindelige krigere?

- Den kvindelige kriger er jo en arketype. Du finder hende også hos Tolkien. Det er en kendt figur i fantasy universet. Fordi jeg selv er kvinde, synes jeg, det er sjovt med de her kvindelige figurer, som får lov til at handle og gøre noget i et univers, der meget traditionelt har været opdelt i, at det er mændene der styrer, og kvinderne har andre funktioner.

Tænker du på det hele menneske?

- Ja, hvad stiller man op med de der kvindelige, bløde sider, når man gerne vil ud og være aktivt handlende. Og med Vidar var det vigtigt, at han skulle være god til noget, som Eriann ville sige var et kvindearbejde. Så det var oplagt med en søn af en bager, der også kunne lave mad. Han har jo al den baggrund som hun ikke har, med familie man samler omkring bordet hver dag. Hun er vant til kun at lave ting, der handler om hende. Slet ikke til at gøre noget for fællesskabet. Hvordan kan hun blive et helt menneske og en hel kvinde?

Dine personer virker meget troværdige i deres karakter og deres udvikling...

- Jeg synes, det er spændende at lave psykologisk troværdige personer, som samtidig kan få lov til at kæmpe med en drage. At historien på den ene side er smadder spændende, for nu er den altså ved at æde hende, og samtidig kan dragen symbolisere konfrontationer med noget, vi frygter meget. I det fantastiske univers, kan jeg få lov at tale med mange tunger og fortælle en historie, der både er interessant for en 10-årig dreng og en 14-årig pige, som måske vil se nogle andre ting. Samtidig kan voksne også synes, de er sjove. Det jeg godt kan lide ved den genre er, at den er i stand til at overskride alder, hvis altså man kan leve sig ind i det fantastiske univers.

Det er vi heldigvis mange, der kan, og jeg glæder mig allerede til 4'eren.