Den amerikanske drøm er ikke for alle

I denne måned læser Fagbogklubben ’Mellem verden og mig’ af den amerikanske forfatter og journalist Ta-Nehisi Coates.

'Mellem verden og mig' af Ta-Nehisi Coates er månedens bog i Fagbogklubben i oktober. (Foto: Nina Subin)

- Alt omkring mig blev styret med frygt, og som alle andre sorte mennesker var jeg godt klar over, at denne frygt hang sammen med Drømmen derude, med de ubekymrede drenge, med tærte og grydesteg, med de hvide stakitter og grønne plæner, der hver aften blev sendt ned i vores fjernsyn.

Sådan skriver Ta-Nehisi Coates til sin femtenårige søn i ’Mellem verden og mig’, som Fagbogklubben læser i oktober måned.

Ta-Nehisi Coates er ikke bleg for at trække på de helt store historiske linjer, når han skriver om hvordan et samlet Amerika, helt tilbage fra Lincolns tid, ikke har været lige frit for alle.

I have a dream

Igennem skildringer af opvæksten i West Baltimore, universitetsårerne på Howard University i Washington, D.C., mødet med hustruen og deres første år i New York, lærer vi både Coates og det sorte Amerikas historie at kende.

Særligt under uddannelsen på Howard University bliver Coates optaget af at optrævle myten om den amerikanske drøm og hvordan den er med til at skævvride det amerikanske samfund.

- Den sorte verden foldede sig ud for øjnene af mig, og jeg kunne nu se hvordan denne verden var andet end et fotonegativ af den verden, der tilhører de mennesker som tror de er hvide.

Hvem har ret til min krop?

Ta-Nehisi Coates sidder ikke med svarene, men bogen er gennemsyret af et grundlæggende ønske om respekt.

'Mellem verden og mig' er især aktuel i disse år, hvor politivold mod farvede amerikanere og demonstrationer imod dette fylder i medierne, og USA står overfor at skulle vælge en ny præsident.

Men bogen er, ikke kun interessant ud fra et amerikansk perspektiv. Den rejser nemlig spørgsmål, som vedrører os alle: Om privilegier, forventninger og retten til egen krop.

Vil du være med til at debattere 'Mellem verden og mig'?

’Mellem verden og mig’ ligger i den grad op til debat og på litteratursiden.dk kan du bidrage med din egen mening om bogen, emnet, forfatteren eller hvad som helst du finder interessant. Debatten er åben fra 1. oktober.

Facebook
Twitter