Der er incest, mord og vold i månedens klassiker

I oktober læser Klassikerklubben ’Kong Ødipus’ af Sofokles, hvor ikke bare én konge, men en hel familie styrtes i grus af en grufuld skæbne. Forfatter Søren Ulrik Thomsen anbefaler og genfortæller bogen.

I oktober rejser Klassikerklubben tilbage til antikkens Grækenland, når vi læser den tragiske ’Kong Ødipus’. (© Gyldendal)

Det hele begynder med pest. Sygdommen er brudt ud i den græske by Theben, hvor Kong Ødipus regerer, men snart skal det vise sig, at en langt større ulykke venter Ødipus. Oraklet i byen Delfi har nemlig fortalt, at byen kun kan blive frelst fra pesten, hvis de finder den, der har slået den forhenværende regent, Kong Laios, ihjel.

Som Ødipus får optrevlet mere og mere af historien om Kong Laios’ død, begynder mistanken at nage ham, for oraklet i Delfi har engang fortalt ham den frygteligste spådom om mord og incest, og nu er han bange for, at den er gået i opfyldelse. Dét, trods alle hans bestræbelser på at undgå denne skæbne.

I oktober læser Klassikerklubben, på opfordring af forfatter Søren Ulrik Thomsen, den græske tragedie ’Kong Ødipus’.

Som en kriminalhistorie.. og rockkoncert

’Kong Ødipus’ er nedskrevet i år 425 f.Kr. af dramatikeren Sofokles. Lyder det lidt for meget som noget fra timerne i oldtidskundskab? Fortvivl ej!

Ifølge forfatter Søren Ulrik Thomsen er der stadig god grund til at læse tragedien om den græske konge: - Det er jo en kriminalhistorie, og det, som er det spændende i den her kriminalhistorie, er opklaringen, fortæller han og fortsætter:

- Publikum vidste jo godt, hvem der var morderen. Det der er mesterskab fra Sofokles side, det er selve afviklingen af det. Man skal jo huske, at det her blev opført i et amfiteater, så det har i virkeligheden på mange måder mindet om en rockkoncert, tror jeg. Jeg tror, det har været som katarsis, altså at man har fået afløb for en masse følelser.

Læs med og lyt til prisvindende podcast

Der er altså stadig noget at komme efter ved at genlæse ’Kong Ødipus’ eller give det gamle sagn en chance, når vi sætter tragedien på programmet i oktober.

Litteratursiden.dk kan du som altid læse med og debattere bogen, og skal der lidt lyd til læsningen, kan du også lytte til Søren Ulrik Thomsens genfortælling lige her i den prisvindende podcast ’Klassikere Genfortalt’.

Rigtig god fornøjelse!

Facebook
Twitter