#DETSERDUIKKEIBYEN - fotoudstilling i Rundetårn

DR Kunstklub har indsamlet 10.000 fotos, der viser livet væk fra storbyerne. De bedste af fotografierne kan ses i Rundetårn fra den 4. juni 2016.

Mogens Bjergby har taget dette foto, som er et af dem, der kan ses i Rundetårn fra den 4. juni. (Foto: Mogens Bjergby)

”Det en barnesjæl, skal laves af, er et liv på landet”.

(Knud Romer, forfatter og jurymedlem)

Fotoprojektet #DETSERDUIKKEIBYEN blev skudt i gang i juni 2015 og er udviklet af DR Kunstklub og Realdania i samarbejde med Copenhagen Photo Festival. Målet med projektet var at få danskerne til at dele små og store øjeblikke af livet uden for byerne og derigennem få sat fokus på danskernes forhold til yderområderne – set gennem deres egne øjne og kameralinser.

Frem til den 1. april 2016 lykkedes det at indsamle imponerende 10.000 fotos fra folk fra hele landet. Disse fotos er nu blevet dissekeret og skåret ned til det udvalg, der kan opleves i Rundetårn fra den 4. juni.

Udstillingen består delvist af fotos udvalgt af en fagjury bestående af forfatter og foredragsholder Knud Romer, fotograferne Janus Engel, Søren Rønholt og Kia Hartelius samt leder af Copenhagen Photo Festival Maja Dyrehauge Gregersen og en række fotos som med deres indlejrede historier i særlig grad har imponeret kuratorgruppen – bestående af personer fra DR og Realdania.

Udstillingen #DETSERDUIKKEIBYEN kan opleves i Rundetårn fra den 4. juni og frem til den 3. juli 2016.

Åbningstider hver dag kl.10-20.