Dialekter har altid præget lydbilledet, så du kan høre, om du taler med en vestjyde, en bornholmer eller en københavner.

Men dialekter skal dyrkes og plejes for at overleve. Og ikke mindst elskes.

Det viser et nyt ph.d.-studie, hvor sprogforsker Malene Monka fra Afdeling for Dialektforskning ved Københavns Universitet har undersøgt forholdet mellem en dialekts tilstand og dem, der taler den.

- På individniveau har det noget at gøre med, hvad den enkelte har oplevet med sit sprog, og hvad det betyder for, om man vælger at tale mindre dialekt, eller om man overhovedet vælger at beholde den, siger hun til DR Kultur.

Dialekters forskellige kår

Malene Monka har interviewet en gruppe indbyggere i Vinderup ved Holstebro, Odder ved Aarhus og Tinglev ved Aabenraa.

I Odder har dialekten i mange år været næsten forsvundet, i Vinderup går den markant tilbage, mens den sønderjyske klang er stabil i Tinglev.

Og de to sidstnævnte har ellers mange lighedspunkter: Beliggenheden er den samme - i periferien og næsten det, man kan kalde udkantsdanmark - de ligner hinanden med hensyn til indbyggertal, og der bor flere landmænd og færre med en længerevarende uddannelse end landsgennemsnittet.

Negative oplevelser

Så det er altså ikke her, man skal finde årsagen på de meget forskellige kår for dialekterne.

- Men hvis man kigger på, hvad folk siger om deres sted og i deres sprog, så kan man godt begynde at forklare de forskelle, der er, siger Malene Monka.

Informanterne fra Vinderup fremhævede ofte de negative oplevelser, de havde haft med at tale dialekt.

- De havde fx været ude for en lærer, som havde sagt: 'Så tal dog ordentligt', så de var blevet bragt i forlegenhed på grund af dialekten, siger Monka.

Jysk eller vestjysk?

Under samtalerne med Malene Monka havde de svært ved at sætte ord på deres egen dialekt.

- De bruger aldrig ordet vestjysk. De knytter aldrig sted til deres sprog. Da kalder de det jysk, bred jysk eller bondsk. Og hvis man kalder sit eget sprog bondsk, så knytter man det til socialklasse, men ikke til et særligt sted.

I Sønderjylland, hvor dialekten stadig er stærk, er tendensen en helt anden, oplevede Malene Monka. Her er man vant til at tale om sprog og har en klar forestilling, om man taler rigsdansk eller sønderjysk.

- Der er jo sådan en myte i Sønderjylland om, at man er sønderjyde først, og derefter er man dansker. Det er nærmest et mantra i Sønderjylland. Man skal bare lige prikke til dem, så kommer fortællingen frem. Og det er slet ikke så present hos vest- og østjyder.

Sønderjyder snakker sønderjysk!

En helt konkret grund til at dialekten er på vej tilbage i Vinderup, er at den ikke bliver givet videre til den næste generation.

- Især kvinderne siger, at de ikke taler så meget dialekt til deres børn som til deres mand eller farmor. Et par af dem siger, at det ikke var noget, de sådan gjorde bevidst. Og en anden siger, at det var noget, de bevidst havde valgt at gøre for, at de ikke skulle komme i de problematiske situationer, som hun selv har været i i forhold til skole, forklarer Malene Monka.

I Sønderjylland kan de fleste slå over i standarddansk i et eller andet omfang. Men typisk taler de dialekt til hele familien, både børn og voksne, og hele deres omgangskreds.

- Der er en af mine informanter, der siger: En ægte sønderjyde snakker sønderjysk. Og det giver jo en helt anden grobund for at holde fast i sin dialekt.