Dommer: Erotisk litteratur må godt have en sten i skoen

Dommer Simon Fruelund vil gerne se flere konflikter og færre klicheer i bidragene til DR K's erotisk novelle-konkurrence.

Simon Fruelund er forfatter og underviser på Vallekilde Højskoles forfatterlinje. Og så er han dommer i DR K's erotisk novelle-konkurrence. (Foto: Camilla Hultén)

Når der 7. september er deadline i DR K's erotisk novelle-konkurrence, så skal forfatter Simon Fruelund sammen med sine to meddommere have læsebrillerne på for at finde de tre bedste noveller.

Han leder efter noget, der ikke er alt for poleret.

- God erotisk litteratur er noget mere end bare ønskedrøm og erotisk fantasi. Der må godt være en sten i skoen, noget ikke-idealiseret, menneskeligt, skævt.

Dommeren er svær at imponere

Der skal spilles rent på alle tangenter, hvis man skal ramme Simon Fruelund. På spørgsmålet om, hvad han leder efter, svarer han:

- Sprogligt talent, humor og varme. Jeg er nok lidt svær at imponere, så hele baduljen, vil jeg tro.

Hans bedste råd til skribenterne er, at man ikke skal lade sig rive med.

- Det erotiske er så voldsom en kraft, at man risikerer at klicheerne og banaliteterne løber af med en, så jeg vil: "Don't loose your cool". Eller "Prøv med lidt humor".

Fruelund følger vinderne på skriveophold

Simon Fruelund er forfatter og underviser på Vallekilde Højskoles forfatterlinje. Han får derfor lov til at følge de tre vindere, der vinder et skriveoophold på netop Vallekilde.

Fruelund har selv udgivet en del novellesamlinger, blandt andet 'Mælk', som han debuterede med i 1997.

Han har også udgivet en række romaner, senest 'Panamericana' fra 2012. I september udkommer 'Pendlerne'.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter