Erik Valeur: - Jeg er optaget af den iskulde, der pludselig kan slå ud af et menneske

Der er temaer i Erik Valeurs nye novelle, som minder om historien i hans bestseller 'Det syvende barn'. Det øjeblik, hvor et menneske lægger al tillært moral fra sig og gør noget forfærdeligt, er fascinerende, mener han.

Ti forfattere skriver i løbet af 2013 noveller til DR og Ud Og Se med inspiration i anonymt indsendte drømme. Erik Valeurs bidrag er novellen 'Søstre'. (Foto: Kissen Møller Hansen)

I 2011 debuterede Erik Valeur som romanforfatter med 'Det syvende barn'. Inden da var det som dybdeborende journalist at han havde slået sit navn fast, og ved romandebuten lagde han ikke skjul på, at det krævede sit at springe fra den ene skriveform til den anden. At skrive skønlitterært er ikke så ligetil at gå i gang med, selv om man er nok så garvet journalist.

Nu har DR Læseklubberne og Ud & Se givet ham en lignende udfordring. Hvor 'Det syvende barn' var hele 692 sider lang, bad vi ham skrive en kort novelle, baseret på en anonymt indsendt drøm.

- Det var sværere end forventet - ikke på grund af længden, men fordi novelleformen har en helt anden rytme og tone, hvor alt skal fortælles forholdsvis hurtigt - uden at komme til at virke jappende eller klodset, siger Erik Valeur om opgaven, der førte til novellen 'Søstre'.

En sovende pige med en hugorm på maven

Inspirationen til fortællingen fandt han i en anonymt indsendt drøm på www.dr.dk/drøm:

"Min højtelskede lillesøster ligger sovende under et æbletræ. Hun ligger på ryggen, og hun er iført en rød, ulden trøje. På hendes bryst ligger en stor hugorm med hovedet løftet lige over hendes ansigt. Jeg ved, at når hun rører sig, vil den hugge. Jeg vil løbe efter hjælp, men tør ikke røre mig, af skræk for at det vil få den til at hugge."

Selv om der var masser af drømme at vælge imellem, var Erik Valeur ikke i tvivl om, at netop denne skulle være hans inspirationskilde.

- Den havde den enkle uhygge og skønhed i sig, som fascinerede mig fra starten, siger han.

Samtidig rummer drømmen en dobbelthed, som han blev betaget af, og som sivede ind i novellen. For nok virker drømmen beskyttende på overfladen, men i Erik Valeurs novelle har den fået et urovækkende twist.

- Jeg kom umiddelbart til at gruble over, hvorfor en sådan drøm holder ved i så mange år? Hvis den virkelig kun var smuk og enkel, ville den vel ikke vende tilbage igen og igen og blive sådan en plage. Og så fantaserede jeg over en helt ny forklaring - som selvfølgelig er ren fantasi - en forklaring, der kunne være plausibel i et andet liv, hvor det gode pludselig blev afløst af det onde, siger Erik Valeur.

Det er Skabelsesberetningen

Den fundamentale kamp mellem godt og ondt, en hugorm, den uskyldige pige, trøjen med en farve så rød som et modent æble, og en hovedperson der viser sig at hedde Eva; det kan nemt give bibelske associationer, og den tanke er Erik Valeur ikke afvisende overfor.

- Jeg beskriver to søstre i 'Det syvende barn', som både elsker og hader hinanden - og så blev jeg med det samme fascineret af den bibelske symbolik i drømmen og tænkte: Det her handler på en eller anden måde om et opgør mellem det gode og det onde - hvor ingen måske længere ved, hvem der vandt af de to, siger han og uddyber:

- Selvfølgelig er det Skabelsesberetningen i en eller anden form. Til gengæld er jeg ikke psykolog, så jeg ved ikke, hvad der kan udløse sådan en association i drømme. Måske er det helt uskyldigt: Den drømmende har blot været fascineret af netop den beretning i Biblen og vender så tilbage til den i søvne - sammen med den søster, hun elsker.

Temaer som i 'Det syvende barn'

De læsere, der kender Erik Valeurs bestseller-roman 'Det syvende barn', vil sikkert kunne genkende temaer og motiver fra romanen i 'Søstre'. I 'Det syvende barn' var der et dramatisk jalousiforhold mellem Susanne, forstanderinden på spædbørnehjemmet, og hendes søster Samanda; og begge fortællinger rummer mennesker, som spinder et net af intriger omkring sig. Hvorfor dukker de temaer op igen i 'Søstre'?

- Jeg er optaget af den iskulde, der pludselig kan slå ud af et menneske - altså selve det øjeblik, hvor en person pludselig lægger al følelse og indlært eller medfødt moral fra sig og bare gør noget ganske forfærdeligt - måske ikke noget stort og omfattende som et terrorangreb eller et mord, men bare i det små, hvor det knap bliver bemærket, siger Erik Valeur.

- Det sker jo for mennesker - i den virkelige verden - og det øjeblik er i sin pludselige gru og uforståelighed meget, meget interessant, synes jeg.

'Søstre' er trykt i maj-udgaven af DSBs passagermagasin Ud & Se og kan desuden downloades her fra siden.

Facebook
Twitter