Fagbogklubben genåbner danmarkshistoriens uopklarede kriminalsager

Frederik Strand har været i politiets arkiver og fundet en række danske drab, som aldrig er blevet opklaret. Dyk med Fagbogklubben ned i de uafklarede sager, og vurder selv, om der er hold i de mange konspirationsteorier

Vi kender alle mordet på Erik Klipping i Finderup lade, men husker du også, at mordet reelt set aldrig blev opklaret? Dette er det første mord, som Frederik Strand tager fat i Fagbogklubbens martslæsning ’Uopklaret’.

I bogen ’Uopklaret’ skærer Frederik Strand et snit fra mordet på Erik Klipping i 1286 og helt op til det brændende skib Scandinavian Star hvor 159 personer omkom i 1990. Begge er eksempler på danske mord som aldrig blev opklaret.

Men hvad sker der ind i mellem disse to sager, og hvad gemmer der sig i politiets gamle, støvede arkiver?

Luderen Smukke Carola

Blandt andet møder vi luderen Smukke Carola, som blev myrdet søndag d. 14. maj 1916 på Christianshavn.

Smukke Carola havde aftenen inden sin død, været på træk på Nyhavn, hvor hun opstøvede ’en søndagsklædt sømand’, som hun tog med hjem.

Dette var ganske almindelig procedure for Smukke Carola og kæresten Jens-Peter Hansen, for Carola forsørgede nemlig dem begge med at prostituere sig.

En kniv for struben

Denne aften skete der dog noget, som ikke var procedure, for underboen blev tidligt om morgenen vækket af tumult og råb, som viste sig at være Carolas endeligt.

Hun blev nemlig fundet liggende på gulvet, med halsen skåret over og en ildrager i hånden. Om det var Jens-Peter eller ’den søndagsklædet sømand’, som slog hende ihjel, er der til dags dato stadig ingen der ved.

Er du blevet interesseret i at læse mere om efterforskningen omkring disse fire uopklarede mord, så læs med når Fagbogklubben læser ’Uopklaret’. Du kan også deltage i bog-debatten på litteratursiden.dk

Facebook
Twitter