Fagbogklubbens læseplan

Vi læser blandt andet om mønsterbrydere, kønsforskelle og Kierkegaard i løbet af foråret.

I juni læser vi Hans Hertels anmelderroste biografi om Poul Henningsen fra 2012.

Fagbogklubben går sommeren i møde med en række spændende titler. Se her hvad vi læser og diskuterer fra januar frem til juli.

Januar:

Minna Groos & Simona Abdallah: 'Lykkens brud'

I dag lever hun som professionel musiker, men Simona Abdallah skulle meget igennem for at nå dertil. Hun voksede op i den aarhusianske ghetto Gellerupparken, hvor der bliver ført streng social kontrol med især piger. I 'Lykkens brud' fortæller Simona Abdallah om glæden og omkostningerne ved at bryde med de sociale mønstre.

Februar

Gretelise Holm: 'Jesus, pengene og livet'

En anden mønsterbryder er journalist og krimiforfatter Gretelise Holm. I bogen 'Jesus, pengene og livet' fortæller hun om sin opvækst i en søskendeflok på ti i 1950'ernes udkantsdanmark. Familien flyttede efter økonomiske omstændigheder rundt på egnen - til huse uden toilet, vand og elektricitet.

Marts

Rune Lykkeberg: 'Alle har ret - Demokrati som princip og problem'

I Rune Lykkebergs seneste bog diskuterer han de problemer og konflikter, der er forbundet med at leve i et demokrati. Hans eksempler spænder vidt; fra franske filosoffer til filmen 'Klovn - the movie og 'Krummerne'.

April:

Anne-Elisabeth Knudsen: 'Hvor svært kan det være? - Værd at vide om voksenhjerner'

Kvinder multitasker - det kan mænd ikke. Vi kender alle fordommen, men passer det? Ja, lyder det umiddelbare svar fra hjerneforskeren Ann-Elisabeth Knudsen - for hjernen har ansvaret for en stor del af forskellene på mænd og kvinder.

Maj:

Joakim Garff (red.): 'Kirkegård når han er bedst - og værst'

2013 er 200-året for Søren Kierkegaards fødsel den 5. maj. Derfor læser Fagbogklubben om det bedste og det værste ved den store danske filosof, skrevet af en række kulturpersonligheder, der både tæller Kierkegaard-eksperter, politikere, kunstnere og skønlitterære forfattere.

Juni:

Center for vild analyse: 'Særklasse'

Man skulle tro, at et samfund var baseret på de traditioner og værdier, der gør sig gældende i det. Men dykker man ned i historien, ser man hurtigt, at samfundet er opstået som følge af en række brud med normerne. CVA blander filosofi, sociologi, psykoanalyse og kulturhistorie med aktuelle eksempler fra dagligdagen, politikkens verden, fra kunsten, videnskaben og populærkulturen i deres beskrivelse af den politiske forandrings mulighed som særklasse.

Juli:

Hans Hertel: 'PH - en biografi'

Hans Hertels 'PH, en biografi' tegner et nyt, nuanceret og kritisk portræt af multikunstneren og debattøren Poul Henningsen. Hans Hertel beskriver både om de lyse og de mørke sider af PH gennem de mange kapitler i hans liv, der blandt andet inkluderede en tid som revy-sangskriver og filminstruktør, som politisk flygtning i Sverige og som engageret i retsopgøret efter 2. verdenskrig.

Facebook
Twitter