Forfatter Peter Asmussen: Det lykkelige er ikke det mest bekvemme

I den Romanpris-nominerede ’Og tilsidst går verden under’ er forfatterens yndlingssætning en understregelse af, at den lykkelige slutning og det lykkelige liv ikke nødvendigvis er det rigtige.

(Foto: Morten Holtum)

Dagen før Louise fylder 100 år, dør hun. Læseren af 'Og tilsidst går verden under' har fulgt hendes liv, siden hun lå inde i sin mors mave den 31. juli 1914 og hørte morens og hendes hemmelige elskers hån af Louises far. Næste dag bliver Louise født – på dagen for 1. Verdenskrigs udbrud.

I den Romanprisnominerede bog er kapitlerne markeret ved kronologiske nedslag på forskellige datoer op igennem århundredet. Nogle nedslag markerer vigtige historiske begivenheder, som for eksempel 1. Verdenskrigs udbrud, men datoerne har ikke nogen betydning for fortællingen om Louise.

Alt bliver til intet

Tidens gang har til gengæld en stor betydning for Louise, fortæller forfatter Peter Asmussen. Han har udvalgt sin yndlingssætning fra en passage i romanen, hvor Louise er i en periode af sit liv, hvor hun føler, at alting forsvinder mellem fingrene på hende.

At alt der var, bliver til intet, som Peter Asmussen forklarer.

Hendes kæreste og livsledsagerske, Ellinor, trøster hende ved at sige:

- Intet er der også.

Det lykkelige er ikke det mest bekvemme

Peter Asmussen har udvalgt netop den sætning, fordi Ellinor ikke forsøger at hive Louise væk fra det ulykkelige og smerten ved at sige, at det er noget hun bilder sig ind, at der stadig er en masse omkring hende, forklarer han:

- Det er dejligt, at Ellinor er en hårdhændet terapeut, der ikke går ud fra, at det lykkelige måske også er det mest bekvemme. Hun træder ind i sorgen og fortvivlelsen og tager udgangspunkt i det smertelige for gennem det at finde frem til det trøstende, styrkende. Ud af dette kommer så hendes medfølelse: Det kan godt være, at livet forsvinder mellem fingrene på dig, at alting bliver til intet, men intet er der også, fortæller Peter Asmussen.

Forsoning med verden

Louise kan dermed lade verden få fred efter et liv fyldt med svigt, misbrug og mangel på kærlighed.

- På en mærkelig måde sætter den Louise i stand til at se sin egen død i øjnene. Eller i det mindste tage den med knusende ro. Hun lader sig forsvinde ind i sig selv og lader verden få fred. Ikke som resignation, men som forsoning. På den måde siger sætningen også noget smukt om Louise. Ikke kun om Ellinor, siger Peter Asmussen.

DR Romanklubben læser romanen i maj, og du kan være med i debatten om bogen på Litteratursiden.

Anmelderne skrev...

”Præcist sprogarbejde fra Peter Asmussen, der drømmeagtigt og meget smukt væver sig ind og ud mellem tidens bevægelse og stilstand.” - Kristeligt Dagblad.

”'Og tilsidst går verden under' lever sit eget gode liv som litteratur. Stilfærdigt og stærkt. Værd at bruge tid på.” - Berlingske.

”'Og tilsidst går verden under' både bekender sig til og frigør sig fra 1914-2014. I Louises ånd spiller erindring en større rolle, end handling, og alligevel er romanen fuld af konkret dramatik. Den har dybde i flere lag, og sproget har både åbne lysninger og overraskende skrænter, men først og fremmest er det godt set af Peter Asmussen at lade de essentielle øjeblikke i ét menneskeliv udspille sig på en tavs baggrund af verdenshistorie.” - Anmeldelse i Weekendavisen af Klaus Rothstein.