Francis Scott Fitzgerald: 'Den Store Gatsby'

Fitzgerald gik sin samtid efter i sømmene 'Den store Gatsby', hvor optimismen blomstrede, før bankkrakket i 1929 knuste amerikanernes håb og drømme.

I månedens klassiker i december befinder vi os midt i en jazztid i USA. 1. verdenskrig er afsluttet, økonomien blomstrer og det samme gør den økonomiske ansvarsløshed, kulturlivet og den optimistiske tro på mennesket, maskinen og den amerikanske drøm.

De brølende 20'ere, blev perioden ikke helt uforståeligt kaldt. Og den varede indtil 1929 hvor børskrakket på Wall Street lod optimismen erstatte af et omfattende værdisammenbrud, en fornægtelse af religion og moral og et tab af identitet og mening. Den almindelige amerikaners forestilling om den amerikanske drøm bristede.

En brølende samtidsroman

Francis Scott Fitzgerald var ikke den eneste forfatter, der kastede sig over denne periode i amerikansk historie. Men med sit hovedværk, 'Den Store Gatsby' som han skrev i 1922 og som udkom i 1925, blev han som forfatter indbegrebet af de heftige 20'ere.

'Den Store Gatsby' omhandler året 1922, og historien forløber fra forår til efterår. Historiens fortæller er den unge, ambitiøse Nick Carraway, der drager mod New York og lejer sig ind i nabohuset ved siden af den nyrige umådeholdne herre, Jay Gatsby.

Drømmen udlevet

Gennem Carraway udrulles historien om Gatsby og hans fortid som en fattig soldat, voldsomt men ulykkeligt forelsket i den skønne Daisy, Harraways kusine, der har giftet sig med den bryske, men yderst velhavende Tom Buchanan, mens Gatsby var udstationeret som soldat under 1. verdenskrig.

Gatsbys eneste mission i livet er at vinde Daisys gunst. Hans taktik er at lokke hende med succes, rigdom og festmenageri, hvorfor han holder den ene ekstravagante fest efter den anden i sit kæmpemæssige palæ på Long Island. Gatsby bliver sit eget symbol på den amerikanske drøm. Han udlever sine drømme uden at kigge sig tilbage.

Glansbilledet krakelerer

Og missionen lykkes. Daisys ungdommelige, romantiske følelser for Gatsby blusser op igen. Men da virkeligheden banker på, krakelerer det glansbillede som Gatsby har pudset og poleret til ukendelighed. Den overfladiske Daisy lever nemlig slet ikke længere op til Gatsbys idealer og ekstreme fantasier.

Herfra udvikler begivenhederne sig ganske tragisk, og vores fortæller, Carraway, vender resigneret og slukøret tilbage til sit gamle liv i Midtvesten.

Gatsbys renæssance

Det er snart 90 år siden at Fitzgerald skrev 'Den Store Gatsby', og siden er romanen bl.a. blevet filmatiseret af Francis Ford Coppola i 1974. Men nu ser det ud til at Fitzgeralds ikoniske samtidsroman oplever en renæssance.

1. juledag er nemlig international biografpremiere på Baz Luhrmanns ny-filmatisering af 'Den Store Gatsby' med Leonardo DiCaprio i hovedrollen som Jay Gatsby - og til marts næste år sætter Northern Ballet-koreografen David Nixon en moderne balletversion af romanen op.

'Den Store Gatsby' blev i sommer genudgivet i Gyldendals nye klassikerserie med forord af Hanne-Vibeke Holst.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk