Helle Helle: Det sværeste er, når man skal vælge

Helle Helle har en helt simpel arbejdsmetode, der hjælper hende med at finde vej i en roman og sørger for, at hun ikke skriver den samme historie hver gang

Helle Helle, DR Romanprisen
Helle Helle bor selv ved en skov, som også er location for hendes seneste roman 'Hvis det er' (Foto: Sofie Amalie Klougart)

Når man skal skrive en roman, kan man i princippet skrive om alt i hele verden. Det ville nok ikke blive en særlig god bog.

Så hvordan undgår man netop det - at skrive om alt?

​- Det synes jeg er noget af det sværeste ved at skrive - og det mest spændende - det er at man skal vælge, fortalte Helle Helle på BogForum, hvor hun var gæst i Skønlitteratur på P1.

- Fordi romanen kommer ikke i gang, før man har besluttet sig for noget. Og det er som om, at det hver gang tager et stykke tid, før jeg forstår, at jeg er nødt til at vælge.

Listen med badesandal

- En måde at træffe valg, det er jo at lave sig en liste, hvor der står: Det skal være i Jylland, han skal hedde Roar, der er en badesandal.

Så det gør hun. Laver lister og skriver mere eller mindre ud fra dem.

Listen, hun lige har nævnt, er fra forlægget til romanen 'Hvis det er', som er nomineret til DR Romanprisen.

I bogen er to løbere, der ikke på forhånd kender hinanden, faret vild i en skov i Jylland.

- Et helt vildt forsøg at skrive om en mand

Hovedpersonen er en mand på 48, der hedder Roar, og da Helle Helle skrev på sin liste, at hun skulle skrive om en mand, som er i en skov i Jylland, var det samtidig en udfordring til hende selv.

- Det er et helt nyt vildt forsøg fra mig at skrive med en mangel på kropslig erfaring, som jeg plejer at bruge meget, når jeg skriver - fordi det jo er en mand, og fordi det foregår i Jylland.

- En skov har så utrolig få hverdagsrekvisitter, som jeg ellers er så afhængig af, når jeg skriver. Stegepander, vandflasker, hovedtelefoner og kuglepenne og sådan noget vil jeg gerne have i mine bøger. Så jeg tænkte: ”Ud i en skov, en mand og så i Jylland, så må det da blive en anden slags bog.”

I interviewet fra BogForum kan du også høre, hvordan Helle Helle arbejder med replikker i sine bøger, og om hvordan ideen til 'Hvis det er' opstod.

Vær med i debatten

DR Romanklubben læser 'Hvis det er' i februar, og på Litteratursiden.dk kan du deltage i debatten. Blev du fx også overrasket over, at hovedpersonen er en mand? Og kan man overhovedet fare vild i en skov i Jylland?

I løbet af februar vil Helle Helle også selv svare på spørgsmål på siden.