Kommentar: Børn og unge mennesker

Hvornår går man fra at være barn til ungt menneske? Og hvorfor er en yngre kvinde ældre end en ung kvinde?

Det er som om lærerne ikke tør kalde børn for børn - ikke engang, når de taler med forældrene. (Foto: Camilla Faurholdt-Löfvall © DR)

Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Efter sommerferien begynder min ældste søn i 10. klasse. Det gør han på et såkaldt 10.-klassecenter.

Han var meget i tvivl om hvad han ville efter 9. klasse, så i foråret tog vi rundt på en lang række forskellige uddannelsesinstitutioner for at se forholdene an, høre om de forskellige faglige muligheder osv.

Uddannelsesstederne var meget forskellige. De så forskellige ud, havde forskellige faglige profiler, forskellige regler og forskellige holdninger til det at gå i skole.

"Jeres unge mennesker"

Men én ting var de fælles om: De brugte alle sammen konsekvent udtrykket "de unge mennesker" om deres potentielt kommende elever: "De unge mennesker skal huske at komme til tiden", "hvis de unge mennesker er fraværende, skal de meddele skolen det" osv.

Det var da sådan set også fornuftigt nok. Det er jo de færreste 15-16-årige der bryder sig om at blive omtalt som "børn". Så hellere "unge mennesker".

Der hvor det efter min mening begyndte at blive lidt underligt, var da lærerne flere gange brugte udtrykket "jeres unge mennesker" når de henvendte sig direkte til forældrene: "I skal hjælpe jeres unge mennesker med at passe skolen". Her havde det været mere passende at bruge "jeres børn". Og hvorfor så det? Fordi ordet "barn" kan bruges på to måder, nemlig i absolut betydning og i relativ betydning.

Absolut og relativ betydning

Når ordet "barn" bruges i absolut betydning, betyder det noget i retning af 'menneske i det første afsnit af livet, fra fødslen og indtil puberteten' - som der står i Den Danske Ordbog. Dén betydning har vi i sætninger som "filmen er forbudt for børn" og "der var mange børn i skolegården".

De kommende elever på de forskellige ungdomsuddannelser er selvfølgelig ikke børn i absolut forstand (i hvert fald ikke i egen selvforståelse!), men de er det i relativ: De er nemlig børn af deres forældre, og dette faktum siger intet om deres alder eller deres modenhed, kun om relationen forældre-børn.

Jeg har selv tre børn, og lige meget hvor gamle de bliver, vil de stadig være mine børn. Det er også derfor en sætning som fx "Den afdøde efterlader sig kone og tre voksne børn" er helt upåfaldende. Der er ingen modsigelse i at tale om "voksne børn".

Yngre end gammel og ældre end ung

Sådan er det med mange andre ord. Man kan være "stor", og man kan være "gammel" (i absolut betydning), men i bestemte sammenhænge kan sådanne tillægsord bruges relativt: "Silke er større end Sofus", "Sofus er ikke lige så gammel som Silke".

Her siges der blot noget om relationen mellem de to personer og ikke noget om størrelse og alder i al almindelighed. Silke og Sofus kan såmænd sagtens begge være både små og under 10 år!

Former som "ældre" og "yngre" bruges som regel relativt: "Peter er ældre end Søren". "Lise er yngre end Anna". Men de kan også bruges absolut i udtryk som "en yngre kvinde" eller "en ældre mand". Og herved får vi den måske lidt paradoksale situation at "en ældre mand" sædvanligvis er yngre end "en gammel mand", og at "en yngre kvinde" som oftest er ældre end "en ung kvinde"!

Lærerne på de forskellige ungdomsuddannelser synes at have stirret sig blinde på den absolutte betydning af ordet "barn" og tør (måske af bitter erfaring?) åbenbart slet ikke bruge ordet i skolesammenhænge - ikke engang til forældrene.

Facebook
Twitter