Kommentar: Det er dansk - Olé, olé, olé

Er det danske sprog egentlig så truet, som man kan få indtryk af? Vi kommer faktisk ikke langt uden at bruge ord fra nær og fjern.

Olé, olé, olé - så bliver det ikke mere dansk. Vel? (Foto: Sergey Dolzhenko © Scanpix)

Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Dansk er ifølge mange skribenter et lille og skrøbeligt sprog, der er ved at bukke under for globaliseringens frådende uhyre. En truet art vi skal værne om ved at bygge hegn mod de frø af amerikansk-engelsk ugræs der fyger over tv-skærme og ud af radiohøjttalere.

Der findes omkring 6000 sprog i verden. Nogle er både tale- og skriftsprog, andre er kun talesprog uden en udviklet skrift eller et alfabet.

Talesprogene der ikke er forankret i egen skrift og alfabet er ikke bare truede sprog. De uddør rask væk.

Ifølge sprogforskere forsvinder der i gennemsnit et sprog hver anden uge. Det er blodig alvor.

Når man efter en dag på kontoret er blevet bombarderet med formaninger om hvor vigtigt det er at brande produktet og sørge for en solid benchmarking for at sikre vores ranking inden for public service, inden vi booker en billet på business-class til næste uges coachingseminar kan man godt få en fornemmelse af, at dansk er ved at være et outsidersprog.

Men fornemmelser er det stof som myter skabes af.

Slidstærkt og bøjeligt

Dansk er faktisk blandt verdens 100 største sprog. Og det har cirka 1000 år på bagen. Et sprog der har vist sin slidstyrke.

Men det er også et sprog der har levet i vekselvirkning med omgivelserne.

Smidigt og bøjeligt har vores forfædre taget nye ord fra fremmede sprog til sig, som i dag synes kernedanske. Kat, stræde, båd, blæk, jomfru, tvivl, hovmod, angst, lykke, skipper, magt og silke er alle kommet til Danmark i løbet af middelalderen fra blandt andet Frankrig, Holland, England, Tyskland og Rusland.

Men der er også låneord, som kommer langvejs fra. Kalkun og katamaran har vi oprindelig fra tamilsk. Tabu fra polynesisk. Batik og amok fra Malaysia. Kiosk og tulipan for nu bare at nævne nogle få ord, som vi har taget fra eller fået af tyrkerne.

For slet ikke at tale om arabisk, hvor mange af ordene begynder med AL-, som i altan, algebra, alkove, alkymi og almanak.

Når der er ramasjang i gaden er det såmænd blot en forveksling af ordet for den muslimske fastemåned Ramadan. Og når vi når begejstrings store højder i Parken og råber olé, olé, olé, bør vi egentlig stave det med stort, Olé, Olé, Olé, af respekt for religionen. For det er ingen andre end Gud vi påkalder. Allah, Allah, Allah i en udgave vi har fra araberne via Spanien.

Dovenskab og alvor

De færreste professionelle sprogforskere, om nogen, er bange for at dansk er truet af de engelsk-amerikanske ord der trænger sig ind i den daglige sprogbrug.

Der står debatten om indtrængen af engelsk i vores skoler og læreanstalter, men det er en helt anden snak.

Noget andet er, at det er sjusk og dovenskab ukritisk at pumpe sit sprog op med engelske og amerikanske ord, hvor allerede eksisterende danske ord lige så godt kan bruges.

Hvorfor coache når man kan vejlede, undervise eller rådgive? Hvorfor benchmarke når man har norm, rettesnor, udgangspunkt til rådighed? Hvorfor brande når man kan kvalitetsstemple?

Det er ikke noget der vil tage pusten fra vores sprog og sætte dansk på listen sammen med truede cubanske rotter, der lever af døgnfluer.

Man røber blot sin magelighed og mangel på fantasi og sproglig smidighed.

Et godt dansk værner vi ikke, men er med til at skabe, hvis vi tager vores sprog alvorligt. Ikke højtideligt og slet ikke selvhøjtideligt.

Facebook
Twitter