Kommentar: En sproglig nomade

Jon Kaldan blev tidligt opmærksom på, at en sønderjysk ikke er rigssproget i hele kongeriget.

Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg voksede i min tidligste barndom op i Sønderjylland; på øen Als blandt uhelbredeligt sindssyge på Augustenborg Statshospital. Det har muligvis sat sit præg på længere sigt.

Umiddelbart betød det, at jeg som barn blev tosproget. Med mine legekammerater talte jeg alsisk. En variant af sønderjysk, som ligner det sprog man taler på de nordfrisiske øer.

Havde jeg hul i lommen hed det: Æ hæ a gaf i æ fik!

Jon Kaldan

Jon Kaldan er journalist og vært på Orientering på P1.

Og hvis jeg ikke ville med min ven Frederik ind over naboens mark, hvor der stod en vild tyr, ville jeg fortælle ham min ulyst med ordene: De gisst a it værdæuer få dæ ste æ bull!

På alsisk hed en tyr det samme som på engelsk: æ bull.

Mine forældre forstod ikke et ord. De talte begge et Helsingøragtigt dansk. Et sprog jeg måtte slå over i derhjemme, og som jeg også befandt mig godt med, da det jo bogstaveligt talt var mit modersmål. Der var derfor et sprog derhjemme og et derude blandt de andre alsinger.

Tresproget førstegenerationsindvandrer

Sværere blev det, da familien brød op og tvang mig med til Bornholm, da jeg var 10 år.

Jeg husker mit første sammenstød med det bornholmske sprog - en kølig sommerdag i 1968. Jeg havde fået penge til is, men bestemte mig i slikbutikken for at bruge pengene på bolsjer og sagde frimodigt på alsisk: A ska ha nau bom!

Den bornholmske dame bøjede sig truende ned over disken og sagde højt: Va saar dyw horra?

Første generations indvandreren fra Als stod naglet på stedet. Først forbløffelse, så skam og så flugt! Det faldt mig ikke ind at bruge forældresproget, der nok kunne have skaffet mig det attråede slik.

Tolk for forældrene

Nu lærte jeg at synge på sproget. At sige Ajø i stedet for mojn når man skiltes efter skoletid. At horra betyder dreng og at byer som Nyker og Åker blev udtalt Nøggår og Åggår - og mange andre finurligheder.

Igen måtte jeg fungere som tolk for mine forældre, der for eksempel ikke helt forstod anmodningen om, at en skolekammerat måtte sava hos os om natten. Altså ikke svinge værktøj, men simpelthen overnatte - sove.

At beherske de dialektale fremmedsprog var livsvigtigt. Jeg ville nok både få mad, tag over hovedet og en brugbar uddannelse hvis jeg havde holdt mig til modersmålet. Sproget de voksne talte derhjemme og i skolen.

Men noget fællesskab med jævnaldrene var det ikke blevet til. En følelse af at høre til, at være barn blandt andre børn krævede sprogkundskaber de voksne slet ikke anede.

Også det sætter livslangt præg.

Voksne legekammerater

I mit voksenliv i medieverdenen fik jeg nye legekammerater, der var lige så parate til at mobbe som rollingerne på Als og de bornholmske bøller, hvis den sproglige kode ikke var i orden. Min strategi blev at bruge mine forældres sprog. Et dansk der er så neutralt, at de færreste vil gætte hvor jeg er vokset op.

Men jeg glæder mig oprigtigt over at høre kolleger, som det ikke er lykkedes at udrydde deres dialektale baggrund. Den jyske tone lyder i mit fordomsfulde øre så karsk og ærlig og fynsk så mildt og perlende. Det er da leifi.

Midtsjællandsk og bornholmsk er der til gengæld ingen der ved sine fulde fem vil slippe ud på tv eller i æteren. Det er simpelthen for bondsk synes selv unge bornholmere og midtsjællændere. De forsøger at tale sig op til medieverdenens modedialekt, som for tiden synes at sigte mod det der engang blev betegnet som lavkøbenhavnsk.

Dansk er mange ting. Og det bliver det tilsyneladende ved med at være. Heldigvis.

Hej, hej! Ajø! Og Mojn!

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve