Dyr læge - eller dyrlæge. Tyve knægte - eller tyveknægte. Social direktør - eller socialdirektør.

Mange har svært ved at finde ud af, hvornår noget skal skrives i ét eller flere ord.

Og sammen med emner som manglende nutids-r og hans eller sin er det et af de sprogområder, der kan gøre korrekthedsforfægterne inden for dansk ret(færdigheds)skrivning skidesure / skide sure.

Mellemrummet vinder over skoleregler

Men spørgsmålet er, om vi ikke bare skal erkende, at mellemrummet kommer til at vinde i det lange løb? For de unge synes ikke, det er så afgørende en fejl. Og det har de sgu nok ret i.

I det hele taget synes jeg, at vi alle skal slå hårdt ned på den indre fejldjævel, der altid er parat til at se sprogfejl.

Men det er svært. For de regler, vi har lært i skolen, er banket fast med syvtommersøm.

Lamme frikadeller og vise sangere

Indrømmet: Reglen for særskrivning (=flere ord) og sammenskrivning (ét=ord) er den, jeg har allersværest ved at være ligeglad med.

Men hvorfor egentlig? Fordi det er et forstyrrende element, når jeg læser. Og jeg læser jo uafbrudt, op og ned ad stolper og lygtepæle, husmure og skilte.

Og eftersom jeg har lært reglen engang i tidernes morgen, siger min indre fejldjævel "hov hov", hver gang jeg læser om lamme frikadeller, vise sangere, en bar medarbejder, en halv nøgen kvinde og en rød kælk. Hvilket jeg selvfølgelig ikke gør, for disse eksempler er de sjove, men jo ikke dem man virkelig støder på.

Byen er fyldt med delingsfejl

Byen er btw plastret til med både gamle og nye eksempler: FOR ALMEEN SIKKERHEDEN står der på Københavns Arresthus fra 1800-tallet. Succes menu står det på adskillige menukort på Vesterbrogade. Ungpige mode bebuder en aldrende reklame på Gl. Kongevej. Reparations værksted reklamerer cykelhandleren med.

Og så er der bord bestilling, diabetes behandling, kilo rens, parkerings forbud osv. Og lige nu kan man få en skønheds behandling i Magasin.

Men bemærk; vi både spiser, får repareret cykler og får renset tøj uden problemer på trods af særskrivningen.

Regelrettere har ikke mere ret til sproget

I sammenhængen er der nemlig så godt som aldrig tvivl om meningen. Og sprog er til for, at vi kan forstå hinanden, dele viden, dele erfaring - og ikke for, at vi skal slå hinanden oveni hovedet med det.

Så lad os lige et øjeblik overveje, hvorfor vi er parat til at dømme folk, der ikke overholder reglen.

Er det en naturlov da? Nope. Ødelægger det sproget? Nope. Har regelretterne mere ret til sproget end andre? Nope. Er det grimt? Ja, man tror det er løgn, men det er der nogle, der synes - de forholder sig simpelthen æstetisk til skriftsproget og mener, at noget kan se grimt ud.

Holberg gjorde det også

Men for pokker, det er bare en regel, vi har vedtaget way back. Den skulle være en hjælp. Men mange er ganske trykuvidende og har altså ikke lært, at når der er mere tryk på det første led end på det andet, skal det skrives i ét ord.

Særskrivning/samskrivning er da heller ikke et nyt 'problem'. Man kender det helt tilbage i 1200-1300-tallet: Hwetæ miæl ('hvedemel) og hwetæ krummæ ('hvedekrumme') MEN hwetæbrøth ('hvedebrød').

Og hvis vi rykker frem til 1700-tallet, er der også hos Holberg adskillige eksempler: Domme Dag, Krigs Discipline og Kierligheds Erklæringer.

En uddøende race

Et universitetsspeciale fra maj 2013 viser, at et "pænt stykke over 50 % af de unge ikke synes at sær- og sammenskrivningsfejl er slemme".

Det konkluderer Anna Kristiansen ud fra sine data, hvor hun har spurgt 352 unge i gymnasiealderen om bevidste og ubevidste holdninger til stavefejl på Facebook.

Undersøgelsen fik mig til at tænke "Line, du er sgu en uddøende race - fat det dog". Formentlig bliver jeg aldrig blind for det, men jeg håber på, at jeg og en masse andre vil blive mere mellemrummelige. Sproget er til for, at vi skal forstå og ikke misforstå hinanden og hinandens intentioner.

Og de (i skrivende stund) 8500 følgere i Facebook-gruppen Bekæmp malplacerede ordmellemrum burde nok overveje, hvad de har gang i.

Eller forsøge, som lingvisten Ruben Schachtenhaufen polemisk gør det; at se tingene fra særskrivernes vinkel for forandringens og perspektivets skyld: "det er samskriverne der klistrer, klæber og klumper ordene sammen. Ord skrives som udgangspunkt isoleret, og særskrivning er derfor et naturligt udgangspunkt.".

Ta' den.