Kommentar: Om fuck-fingre og den talende pause

Jon Kaldan skriver om kroppens sprog, hvad en strittende langemand siger og hvad pauser gør ved vores troværdighed.

I Danmark lufter vi fingeren som en let provokation. I USA er det blodigt alvor, når langefingeren stritter.

Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Først på sommeren oplevede jeg to gange på samme dag at få det, vi danskere populært kalder fuckfingeren.

Første gang i København af en bilist, der kørte over for rødt - lige ud foran mig. Storgrinende.

En halv time senere svingede jeg ind foran den lokale Brugs i det velfriserede Nordsjælland. Mens jeg ventede på en bakkende bil, blev jeg overhalet højre om af en nydelig ældre herre, der gav mig fingeren gennem ruden. Helt ufortjent. Og så blev jeg arrig.

Jon Kaldan

Jon Kaldan er journalist og vært på Orientering på P1.

Kroppen taler

Når man har boet i USA ved man, at amerikanerne opfatter den oprakte langefinger som en gennemvulgær fornærmelse, man ikke ødsler med. Man risikerer at få en blodtud som svar på tiltale.

For de fleste danskere betyder "fuck" og fingeren vel noget i retning af - "Æv Bæv Bussemand". Eller - "Du er bare dum".

Jeg blev rasende. Kørte efter bilen, sprang ud og for i hovedet på den formastelige, som jeg gav en rasende irettesættelse.

Manden hører overhovedet ikke efter. Hans øjne flakker. Det er min kropsholdning, der uden en lyd taler med store bogstaver: "OG HVIS DU SÅ SIGER NOGET SOM HELST ANDET END UNDSKYLD, SÅ FÅR DU EN PÅ BÆRRET!"

Den vigtigste samtale mellem os foregik med andre ord - helt uden ord.

Smil du er på

I DR arbejder man naturligvis på at træne tv-værter i kropssprog.

Måske tror mange, at kroppen i radio ikke betyder noget - eller taler - ligesom på skærmen. Den kan jo ikke ses i højttaleren.

Men kroppen taler også gennem mikrofonen. Man kan sagtens høre om en radiomedarbejder smiler, retter ryggen, skyder brystet frem eller svinger med armene. Eller om han sidder sammenbukket og ubevægelig på en stol foran mikrofonen.

Hjernen tænker mens munden løber

En trænet retoriker og journalist sagde engang til mig: Tænk mens du taler, og lyt mens du tier. For man kan ikke være lydhør, hvis man er optaget af egne tanker.

Men når man tænker, mens man taler, så har man brug for små tænkepauser. Og pauser i radio og tv er vi instinktivt bange for - så vi fylder dem med lyd. Når reporteren står og siger Øhhhh, Bøhhhhh, meeeeeen, øhhhhhh, så er det fordi hun tænker - og er bange for at indrømme det.

Men hvem stoler vi egentlig mest på, når vi stiller vennerne et vigtigt spørgsmål - hende der straks bryder ud i 'jamen, jamen', eller hende der eftertænksomt holder en pause og så kommer med et svar, der går lige til sagen?

Jon Kaldan

Jamen, jamen, jamen

En statistisk undersøgelse har vist, at den sætning vi bruger flest gange i løbet af dagen er: "På beløbet" eller "Lige på" - alt efter hvor man bor i Danmark.

En lignende undersøgelse ville helt sikkert vise, at det hyppigste ord journalister begynder med, når de svarer på spørgsmål fra studiet er: Jamen!

Pause giver troværdighed

Igen er det hjernen, der forlanger lige at få et kvart sekund. Og så munden der bare ikke kan stå stille. JAMEN!

Men hvem stoler vi egentlig mest på, når vi stiller vennerne et vigtigt spørgsmål - hende der straks bryder ud i 'jamen, jamen', eller hende der eftertænksomt holder en pause og så kommer med et svar, der går lige til sagen?

Det perfekte sprog

Interessant er det, at sprogforskere har påvist, at sproget ikke må blive for perfekt. For glat. Uden pauser og øh'er eller andre små fyldord.

Sådan et sprog bliver nemlig betragtet med mistænksomhed. Det er for indøvet, for flydende. Der er ingen spontanitet. I sidste ende er den talende nok ude på at fuppe mig eller har andet ondt i sinde.

På den anden side bliver vi irriterede over for meget snavs i det sproglige maskineri. I hvert fald i medierne, hvor vi får penge for at kunne vores kram. Derfor er sproget, vi bruger på tv og i radio, en balancegang. Blandt andet mellem lyd og pause. Og det er vanskeligt i en branche hvor tavshed er sølv, men tale er guld!

Husk det inden du giver sproget i DR fingeren.