Kontroversiel forfatter: Vi må kæmpe for romanens sandhed

Er litteratur ved at lide samme skæbne som politikere – at ingen længere tror, de taler sandt? Sådan spørger forfatteren Nielsen på litteraturfestivalen Litt Talk.

Forfattere får i dag ofte stillet det store spørgsmål, om deres bog er baseret på virkelige hændelser. Og jo mere sandhed, der er i bogen, des bedre.

Men hvor går grænsen egentlig mellem fakta og fiktion, og hvornår kan man sige, at en forfatter fortæller sandheden? Det dykker forfatteren Nielsen ned i i sin Litt talk på Vallekilde Højskole.

Erindringer er sande

For at besvare spørgsmålet tager han udgangspunkt i sin nyeste roman 'Mine møder med de danske forfattere'.

I bogen fortæller han om sine møder med 12 danske forfattere, og historierne udspiller sig både i fortiden og fremtiden og i mere eller mindre realistiske vendinger.

Anmeldere har set bogen som en fiktiv roman, og det undrer forfatteren, der mener, at erindringer altid i en eller anden grad er sande - uanset om de stemmer overens med andres observationer.

Festival i litteraturens tegn

Nielsen, der tidligere havde navnet Claus Beck-Nielsen talte ved årets Litt talk, som er en årlig litteraturfestival, der afholdes i februar på Vallekilde Højskole.

På programmet var blandt andet også Hanne Vibeke Holst, Maria Helleberg og Søren Ulrik Thomsen.

FacebookTwitter