Hvordan føles det, når litteratur gør et forsøg på at springe ud af papiret?
Nyligt hjemvendt fra den århusianske litteraturfestival Vild Med ORD må jeg konstatere, at det nok mest af alt føles som en litterær springskalle. En ordeksplosion. Et tiltrængt spark til forestillingen om, at litteratur er en asocial lidenskab.
Den store litteraturoplevelse er et ømt slag
Jeg lagde ud med australske Christos Tsiolkas, som blev interviewet omkring sit litteratursyn og sin roman, 'Lussingen'. Oh lykke, hvilken velovervejet, rolig-uden-at-være-tandløs og helt igennem sympatisk og interessant samtale.
Tsiolkas virkede så umådeligt levende, vågen og interesseret, og undertegnede blev mere og mere indtaget i hans litterære univers. Det smukkeste er i virkeligheden, når en forfattersamtale tilføjer en ekstra dimension til den litteratur, vedkommende har bedrevet, og det skete i dén grad her.
Tsiolkas og jeg synes at have samme litteratursyn langt hen ad vejen. Han vil gerne have oplevelsen af "a punch in the stomach" når han læser, og bestræber sig også på at skrive sådan, men alligevel med en form for blidhed, hvilket udviklede sig til udtrykket "a tender punch" (et ømt slag). Og er det i virkeligheden ikke sådan, den store litteraturoplevelse føles?
Derefter fulgte optrædener af Nicolaj Stochholm, Pablo Llambìas, Alex Zichau, Claus Høxbroe og Niels Frank før lørdagen var til ende for mit vedkommende.
Jeg vil især fremhæve Høxbroe (med pianist Oscar Gilbert) for deres medrivende, humoristiske, alvorlige og vanvittigt musikalske performance, og Niels Frank for sin ortografiske uregerlighed i 'Nellies bog', som han selv betegnede som "et sprogligt kollaps".
Dorthe Nors forfulgt af uheld
Søndag formiddag fik jeg hørt en god del af en samtale mellem to herrer, som i den grad var på, nemlig Knud Romer og Christian Jungersen i en samtale om demens og litteratur.
De var så tændte og så indlevede i samtalen, at de gik næsten en halv time over tid, hvilket betød forsinkelse til Dorthe Nors, som var næst i programmet. Nors var tilsyneladende generelt forfulgt af uheld, da hendes oversætter, som hun skulle have haft samtalen med, havde måttet melde afbud. Samtalen skulle have handlet om at blive oversat og udkomme på det amerikanske marked, men Dorthe Nors påtog sig at føre os gennem det alene.
Desværre forvaltede hun ikke sine forhindringer særligt godt. Hun indledte sin optræden med en halvaggressiv omtale af Romer og Jungersens optræden, hvorefter hun sagde et par ord om sin, ellers sprogligt interessante, roman 'Minna mangler et øvelokale', og forvandlede derpå det, der skulle have været en samtale, til en regulær oplæsning.
Efter 20 minutters ikke særligt varieret højtlæsning fik hun at vide, at hun kun havde ti minutter tilbage, hvorefter hun brugte de fem på at brokke sig over tidstyveriet og dernæst læste en novelle højt. Intet om at blive oversat.
Jeg sad med en flad fornemmelse og et ønske om at have holdt mig væk, da jeg havde fået et usandsynligt dårligt indtryk af forfatteren, hvilket er kommet til at påvirke min holdning til hendes værker.
Lone Hørslev i samtale om nisselandskaber
Jeg dulmede dog skuffelsen med Harald Voetmann og Cecilie Lolk Hjort, en samtale mellem to teologer om biblen som skønlitteratur og Passage-tidsskriftets akademiske oplæg om lyrikkens position, inden tiden var kommet til noget, jeg i forvejen havde glædet mig voldsomt til.
Først Lone Hørslev i samtale om nisselandskaber og baggrunden for hendes tekster, og til sidst Niels Lyngsøs digtsamling "Fremmed under samme hud" oplæst af Lyngsø selv og Iben Mondrup.
Lone Hørslev ligger ret højt på listen over mine yndlingsforfattere, og hun selv virker evigt sympatisk og både velovervejet og fandenivoldsk. Således også til denne samtale, som dog blev en smule beskæmmet af en noget usikker interviewer.
Men jeg fik købt mig en digtsamling ('La'os') og fik i tilgift et smil, en autograf og en kort ordveksling med mit litterære idol.
Skønheden i det uforventelige
Lyngsø og Mondrup er eksplicit erotiske i en sprogligt vidunderlig konstellation og med en vanvittigt medrivende og intens oplæsningsperformance, som efterlod mig lettere ordløs og fuldstændigt henrykt over at have været vidne til en sådan eksplosiv litterær energi.
Alt i alt må konklusionen være at litteratur sagtens kan - og bør - opleves live. Nogle gange er det mere eksplosivt eller elegant end andre, men det smukke ligger vel også i det uforventelige.
Louise Sommer var den ene af DR Læseklubbernes to medlemsreportere på Vild Med ORD 2013 i Aarhus. Den anden var Peter Fuur Andersen. Læs hans beretning, 'Stærke ghettodigte og sproglig virtuositet på VMO'.