Månedens novelle: 'Sådan er du' af Pia Juul (juni)

En ubehagelig drøm om en kæreste, der sælger det fælles hus igen og igen, har inspireret til Pia Juuls novelle.

Pia Juuls novelle er inspireret af en anonymt indsendt drøm om er par, der konstant må flytte. (© Illustration: Jan Oksbøl Callesen)

Igennem hele 2013 skriver kendte danske forfattere noveller med inspiration hentet i de drømme, som folk fra hele landet har sendt anonymt ind til dr.dk/drøm.

Juni måneds novelle er skrevet af Pia Juul, som bl.a. kendes for romaner som 'Mordet på Halland' og for digtsamlinger som 'Sagde jeg, siger jeg' og 'Radioteatret'.

Pia Juuls novelle er inspireret af denne drøm:

"Jeg drømmer tit, at min kæreste sælger vores fælles hus og så skal jeg hver gang forholde mig til den nye lejlighed/hus/hytte, som hun har købt i stedet. Hver gang noget nyt. Og hver gang prøver jeg at finde noget godt at sige om det nye sted, men det eneste jeg ønsker er at flytte tilbage. Jeg prøver at være overbærende overfor at hun bare har solgt huset uden at spørge mig. Hun sælger huset mindst en gang om ugen - altså i drømmen."

Pia Juul er født i 1962. Hun debuterede 1985 med digtsamlingen 'Levende og lukket' og har modtaget talrige priser for sit forfatterskab.

Bl.a. fik hun Danske Banks Litteraturpris for 'Mordet på Halland' i 2009 og Montanas Litteraturpris for 'Radioteatret (digte)' i 2010. Senest er hun blevet tildelt Kritikerprisen for novellesamlingen 'Af sted, til stede'.

Drømmenovellerne er et samarbejde mellem DR og Ud & Se. Novellen er trykt i juni-nummeret af Ud & Se. Den kan også downloades som mp3-fil og lyttes til. Lydnovellerne er indlæst af DRs Margaret Lindhardt.

FacebookTwitter