Marianne Larsen: - Måske er det selve angstens smerte for at være uden kontakt

Den drøm, der inspirerede forfatter Marianne Larsen til månedens novelle, slår temaer an om ikke at kunne åbne munden og om uudholdelig smerte.

Ud fra en anonymt indsendt drøm om kæber, der låser sig fast, opstod Marianne Larsens novelle om den ensomme Selma og hendes fascination af Finne og Klara, der lider af 'selective mutism'.

- Det er en dramatisk drøm, hvor kroppen er med og føler smerte ved ikke at kunne åbne op for sig selv og udtrykke sig. Korporlig smerte.

Sådan siger forfatter Marianne Larsen om den drøm, som inspirerede hende til 'I hovedet på Selma', sommerens novelle i DRs og Ud & Ses serie af fortællinger med afsæt i danskernes drømme. Den beretning, der trickede Marianne Larsen, er indsendt af en anonym dansker til dr.dk/drøm og lyder:

"Jeg drømmer tit, at min kæbe er låst fast. Lige meget hvad jeg gør, kan jeg ikke åbne min mund, og smerten er uudholdelig. Men det får mig ikke til at vågne. I drømmen står jeg altid i forskellige situationer, men de låste kæber går igen. Det værste er, at jeg ikke kan sige noget. Om morgenen vågner jeg med ondt i kæbeleddene. Måske jeg snart skulle gå til tandlæge."

Kunne ikke råbe om hjælp

Der er massevis af drømme at vælge imellem på sitet, men Marianne Larsen blev fænget af drømmen om de låste kæber, fordi hun kunne genkende noget af oplevelsen fra sig selv:

- Det virkede stærkt på mig. Jeg har selv haft drømme, hvor jeg ikke kan skrige eller råbe om hjælp, når der er fare på færde eller græde, når jeg er ked af det, fortæller Marianne Larsen.

- Drømmen er på sin vis meget konkret, og erfaringen af den uudholdelige smerte i drømmen er måske selve angstens smerte for at være uden kontakt med andre? siger hun.

Klæder sig i tandlægens omsyede tøj

I novellen møder læseren den ensomme rengøringskone Selma. Hendes mand er død, og hun har ikke meget kontakt med andre, men hun er betaget af det hemmelighedsfulde par Klara og Finne.

De er et umage par, men de elsker hinanden. Og de er sære. Klæder sig i tandlægens omsyede tøj, siger aldrig et ord og engang som børn har de ridset 'Finne elsker Klara' ind i cykelskurets vægge igen og igen.

Holdt op med at tale

Fortællingen er ifølge Marianne Larsen tænkt til at foregå ude på landet, og på landet som alle mulige andre steder er der meget at skulle holde rede på for overhovedet at kunne kende hinanden, siger forfatteren.

- Selma har altid kendt Finne og Klara og deres måde at være på. Det har givet hende forestillinger om dem, men ikke viden. Til trods for at hun ikke 'ved' noget om, hvordan de har det - de siger jo aldrig noget - rumsterer forestillingerne om dem på bedste beskub i hendes hoved, den dag fortællingen foregår. Disse forestillinger er inspireret af kærlighedserklæringerne, hun nys har studeret på cykelskurets vægge. De er altså fulde af en slags fryd, fortæller Marianne Larsen.

Noget helt særligt ved Finne og Klara er, at de som voksne lider af 'selective mutism'. De er simpelthen holdt op med at tale. Enten har de valgt ikke at udtrykke sig med ord eller også kan de simpelthen ikke.

- Blandt de mange diagnoser, som findes for diverse adfærd blandt mennesker, faldt jeg over diagnosen selective mutism og regnede ud, at den passede godt på Finne og Klaras adfærd. Af årsager, som i hvert fald Selma ikke kender meget til, er Finne og Klara bare for længst holdt op med at kommunikere, fortæller Marianne Larsen.

- Andre på egnen ved måske meget mere om den sag, men Selma, der er lidt af 'a loner', er ikke blevet orienteret om noget, ud over det med diagnosen 'selective mutism'. Som efter alt at dømme ikke har haft nogen synderlig indvirkning på hendes forestillinger om Finne og Klara, og det indtryk, de gør på hende, når hun ser dem rundt omkring i landskabet. Hun opfatter dem ikke som patienter. Hun undrer sig godt nok gladeligt over dem.

En nats tragiske mareridt

Netop Selmas frodige indre liv, der nærmest flyder over med forestillinger om Klara og Finne og giver hendes ensomme dagligdag farver, er centralt for novellen.

- Der er dilemmaerne omkring hvad for nogle forestillinger folk gør sig om hinanden. Hvad for nogle forestillinger, jeg gør mig om dig og omvendt. Og hvad for nogle forestillinger jeg gør mig om mig selv, og du om dig selv. Hvad skaber dem? Normer, tilpasninger, lyster, siger Marianne Larsen.

- Men hvad skaber så normerne, tilpasningerne, lysterne? spørger hun og fortsætter:

- I novellen ender det helt sikkert med at blive et dilemma for den i sine vågne dagdrømmerier og sværmerier positivt mindede Selma, at vågne op efter en nats tragiske mareridt, hvor alt hvad hun havde forestillet sig om Finne og Klara bliver ødelagt. For hvad så?

Facebook
Twitter