Op med humøret! Nu skal dit knuste hjerte på museum

Det kroatiske udstillingskoncept Museum of Broken Relationships kommer til Danmark. Du kan selv donere ting, som minder dig om dit brudte forhold.

Har du et luftgevær, et par gamle underbukser eller et kærestebrev liggende derhjemme, som på den ene eller anden måde minder dig om en eks-kæreste, så får du nu muligheden for at få ryddet op - både i dit hjem og ikke mindst i dit hjerte.

Hjælpen kommer fra det kroatiske makkerpar Olinka Vištica og Dražen Grubisic og deres udstillingsprojekt Museum of Broken Relationships, der nu kommer til Danmark og kan opleves i Rundetårn fra den 18. november.

Konceptet bag Museum of Broken Relationships er simpel: Museet giver folk muligheden for at donere et objekt med tilhørende tekst til museets samling for på den måde at komme igennem et følelsesmæssigt brud. Den ide har indtil videre nu resulteret i 36 udstillinger i 22 lande.

Udstillingen i Rundetårn bliver til dels bygget op af genstande fra den eksisterende samling og til dels af genstande samlet ind i Danmark. De donerede genstande udstilles anonymt kun ledsaget af den medfølgende tekst.

Du kan være med

Og nu er det så din tur til at være med. Så sidder du med et hjerte, der er gået i tusind stykker og gemmer du stadig på netop den ting, som ikke vil lade dig glemme bruddet, så har du nu chancen for at give tingen et nyt hjem og blive del af en global følelsesmæssig historie.

Alle donerede værker bliver en del af museets samling og har derfor mulighed for at blive udstillet på det permanente museum i Zagreb, i Los Angeles eller andre steder i verden.

Der er åbent for donationer fra den 8. september og frem til den 26. oktober, hvor du kan aflevere din donation i Rundetårn eller på fire biblioteker fordelt rundt i landet - på Dokk1 i Aarhus, på Rønne Bibliotek, på Aalborg Hovedbibliotek og Biblioteket Sønderborg.

Donationsformular og placering af de udvalgte biblioteker, kan tjekkes HER.

DR Kunstklub er kigger løbende Rundetårn over skulderen for at finde de allerbedste donationer. Er du blandt dem, der vækker deres interesse, vil du blive kontaktet angående brug af objekt og tekst på DR's platforme.

Facebook
Twitter