Sådan fik Jernladyen sit navn

I anledningen af Margaret Thatchers begravelse kigger Ordet på bordet på tilnavnet Jernladyen og hvor det stammer fra

Sidste år hev Meryl Streep en Oscar hjem for sin præstation som Margaret Thatcher i filmen om den britiske politiker. Filmen hed 'The Iron Lady' eller på dansk 'Jernladyen'.

Det var nemlig et tilnavn, der klæbede til Margaret Thatcher, Storbritanniens hidtil eneste kvindelige og længst siddende premiereminister (1979-1990).

Selv elskede den benhårde dame det lige så benhårde tilnavn, og hun brugte det også om sig selv.

Og det er lidt sjovt, fortæller Lars Trap-Jensen fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

- For oprindeligt var det en politisk modstander, der brugte det om hende.

Middelalderligt torturredskab

Tilnavnet kom på banen allerede i 1976, altså inden Thatcher blev premiereminister, efter at hun havde holdt en tale, hvor hun første koldkrigs-retorik mod Sovjetunionen.

- Det blev refereret i en sovjetisk militæravis, og journalisten der var den første, der brugte ordet Jernlady - altså, det russiske tilsvarende udtryk. Og den artikel blev refereret af en engelsk avis dagen efter, og der blev ordet 'Iron Lady' så brugt. Og siden har det så klæbet til hende, siger Lars Trap-Jensen.

Tidligere var hun dog også i engelske medier blevet kaldt 'Iron Maiden', som henviser til et middelalderligt torturredskab, og det er måske den sammenligning, den russiske journalist er inspireret af.

Du kan se hele klippet med Lars Trap-Jensen øverst.

Facebook
Twitter