STEM Hvad er dit yndlingsdigt om sex og kærlighed?

"Der er to mænd i verden, der bestandigt krydser min vej.." skrev Tove Ditlevsen om at elske en, men at være elsket af en anden. Lyrikken vækker de stærke følelser, og DR Kultur er nysgerrige: Hvilket digt om kærlighed, sex og begær har en særlig betydning for dig?

Hvad er dit yndlingsdigt om sex og liderlighed? Del det i kommentarfeltet i artiklen her (Illustration: My Buemann)

Måske læste du ’De evige tre’ af Tove Ditlevsen, da du var 15 eller måske var du dybt forelsket i ham den uopnåelige guitarist fra efterskolen. Måske læste du ’I forårssol’ af Piet Hein op for din elskede kone på den første rigtige forårsdag i april.

Uanset hvad vil vi på DR gerne vide, hvilke digte du finder særligt saftige, sexede, kærlighedsfyldte eller kåde.

Som inspiration har vi udvalgt tre af de ti sexede digte, du møder i programmet ’10 digte du skal læse når du er liderlig’, som bliver sendt på DR K tirsdag den 17. maj kl 21.00. Eksperterne fra programmerne har i den forbindelse knyttet en kort kommentar til hvert digt.

Eksperterne er forfatter Niels Lyngsø, litteraturkritiker Lillian Munk Rösing, litteraturanmelder Linea Maja Ernst og litteraturanmelder Kamilla Löfström.

Men hvad er netop dit yndlingsdigt om kærlighed, sex og begær? Er der nogle, vi glemt? Hvad synes du er det mest liderlige digt? Giv din mening til kende i kommentarfeltet nederst på siden!

’Det sandeste’ - 1947

'Det sandeste' er en del af digtsamlingen 'Blinkende lygter' skrevet af Tove Ditlevsen. Niels Lyngsø siger:

- Digtet insisterer på, at de der kærlige ord man siger til hinanden i den mest intime stund, rent faktisk er sande. Forførelsen er sand lige nu, men det er den ikke bagefter.

Her er en lille smagsprøve:

- Hvad han hvisker, når han hviler ved din side, svøbt i duften af dit lyse hår og gemt i dine sansers mørke pragt - hvad hans hjerte råber til dig, hvad der toner gennem luften, skal du glemme, tro - og glemme mest af alt hvad han har sagt.

'See! hvor hæftig Døden ryster' - 1765

Lillian Munk Rösing fortæller: 'See! hvor hæftig Døden ryster' er et stykke pietistisk poesi, men jeg tænker det også som en oralerotik fortælling.'

- See! hvor hæftig Døden ryster Lifsens Himmel-søde Træe. Hid I bange! hid og høster. Samler Druerne paa Knæe. Giemmer dem for eders Hierter, Nyder dem med Troens Mund! Det fordriver alle Smerter, Og giør Siælen ævig sund.

- Jeget forholdet sig som en brud til Jesus, hvilket skaber en tidsmæssigt underlig queer-hed, uddyber Linea Maja Ernst.

’Nike’ - 2015

- da du kærtegnede mit ben det invalide lille spasserben på en kærlig måde men også lidt på en vurderende måde måske mest fordi jeg har vænnet mig til at føle jeg konstant bliver betragtet på en vurderende måde

- Caspar Eric gør en personlig erfaring med en handicappet krop til et mere alment gældende problem. Altså når det kommer til vores kroppe, kan vi alle føle os lidt handicappede. Vi kan føle os lidt klossede, lidt forkerte, siger Kamilla Löfström.

- Det er et modigt digt, og jeg'et er så modigt, at man som læser også selv får lyst til at være enormt modig, proklamerer Linea Maja Ernst.

Du kan se Caspar Eric give en forsmag på en digtoplæsning på spillestedet Vegas youtube-kanal. Caspar Eric kommer også til arrangementet Digte & Lyd

Del dit yndlingsdigt og vind billetter til Digte & Lyd

Ved tre poesi- arrangementer i Aarhus, Aalborg og København, inviterer DR i samarbejde med arrangementet Digte & Lyd til en række helt særlige live-læsninger, hvor litteratureksperter og publikum sammen blindtester lyrikken. Digte & Lyd har været afholdt to gange på spillestedet Vega i København. Nu udvider Digte & Lyd med en turné i Aarhus, Aalborg, Odense og København - og DR kommer med!

DRs live-læsninger ligger før hvert Digte & Lyd-arrangement og er gratis og åbent for alle. Hvis du vil være med til at blindteste lyrikken med DR, kræver det altså ikke, at du har billet til Digte & Lyd. Læs mere om DRs live-læsninger ved Digte & Lyd her

Fortæl os om dit yndlingsdigt om liderlighed, sex, kærlighed eller begær nedenfor, og hvorfor netop dit yndlingsdigt er helt specielt. Når du skriver et digt i kommentarfeltet deltager du automatisk i konkurrencen om to billetter til arrangementet Digte & Lyd.

  • Niels Lyngsø: Cand. phil. i litteraturvidenskab, debuterede i 1992 med digtsamlingen 'Maske & Maskine'. Tidligere lyrikanmelder for Politiken. Hans seneste udgivelse er romanen 'Min ukendte bror' (2015).

  • Linea Maja Ernst: Cand. mag. i litteraturvidenskab, litteratur- og filmanmelder ved Weekendavisen.

  • Lillian Munk Rösing: Dansk litterat. Lektor på Københavns Universitet og har siden 2000 været tilknyttet Information som kritiker og kulturkommentator.

  • Kamilla Löfström: Ekstern lektor ved Københavns Universitet. Litteraturanmelder siden 2001, har siden 2007 været tilknyttet Information.

FacebookTwitter