Storhittende Yahya Hassan vinder BogForums Debutantpris

Den kun 18-årige Yahya Hassan har modtaget BogForums debutantpris og 50.000 kroner.

Yahya Hassan var nomineret sammen med fire andre debuterende forfattere, blandt andet Hassan Preisler. (Foto: Rikke Caroline Carlsen © DR)

Den debuterende digter, som er nået helt til udlandet og allerede er udgivet i exceptionelle 37.000 eksemplarer, har netop fået BogForums Debutantpris.

Prisen uddeles hvert år som startskuddet til årets Bogforum. Prisen går til en debuterende skønlitterær forfatter, valgt af en jury med repræsentanter fra bogbranchen.

Brager gennem lydmuren

Juryformand Mona Madsen, fritids-, kultur- og bibliotekschef i Solrød Kommune, siger:

- Hvornår et det sidst sket, at nogen brager gennem lydmuren og vælter folket? Der er et hjerte i værket. Det kan godt være, det er gemt af vejen bag en hård skal, men når han læser højt af sit værk, er det som at høre en ung mand, der krænger sin opvækst af sig og kaster den over skulderen, og så eksploderer den på jorden bag ham.

- Yahya taler med store bogstaver, og hans bog har sat dagsordenen for mange debatter, siger Mona Madsen og understreger, at læserne skal læse det som det kunstneriske værk, det er, og ikke læse det som et angreb mod en hel religion.

Yahya: Preisler og Kjærsgaard skulle dele prisen

Yahya Hassan læste et af sine digte op og sagde:

- Tak for prisen, selv om jeg synes, at Hassan Preisler og Pia Kjærsgaard skulle have delt den.

- Alle forfattere vil godt læses, og jeg er glad for, at folk gerne vil læse min bog. Det er en fin gestus, siger Yahya Hassan efter prisoverrækkelsen.

24 debutantværker var indstillet til Debutantprisen i år. Sidste år vandt Anne-Cathrine Riebnitzsky for 'Den stjålne vej'.

Facebook
Twitter