Ditte Pradsgaard Holms reportage er lavet på litteraturfestivalen Litt Talk på Vallekilde Højskole i februar 2012.
Vejret er sibirisk. Mine gummistøvler går mig til knæene og det gør sneen næsten også, da jeg går de 2,5 km fra den lille stationsby Hørve til Vallekilde Højskole.
Litteraturen er taget til Vestsjælland og vi er et mindre fodfolk, som er fulgt efter. Jeg med den særlige mission at forstå en ting eller to om Pablo Llambías' 400 dagbogssonetter, som har inciteret og irriteret mig, uden jeg helt kan sætte en finger på hvorfor.
På podiet taler forfatter og rektor for Forfatterskolen Pablo Llambías om improvisation og bekendelser, som i høj grad også er temaer i hans bog 'Monte Lema'. Især bekendelserne ligger som et gennemslagspapir over alle bogens digte. I en tid hvor forfatterne slynger om sig med selvbiografisk skyts, må læseren hver gang spørge sig selv (og forfatteren om muligt), hvad det skal til for.
Spørger man Pablo Llambías, hvorfor han skriver, som han gør, svarer han, at der er tre simple årsager: For det første bruger han tekst som terapi, for det andet forsøger han at skrive litteraturhistorie og for det tredje, ønsker han at berøre folk gennem tekst.
- Teksten er en måde at fastholde det levede liv på, siger forfatteren, da jeg konfronterer ham med det spørgsmål, han selv stiller sine forfatterskoleelever "hvorfor tekst?".
Men det er ikke en hvilken som helst tekst, han er interesseret i. Pablo Llambías ønsker at finde en tekstform, der kan rumme alt: Personlige bekendelser, videnskabelig dialektik, løsrevne refleksioner, tilløb til poetikker, tilfældige noter, diagnoser, strøtanker, iturevne følelser, antændte monologer osv. osv. Kort sagt: hele svineriet.
I Monte Lema udmønter ønsket om at finde den ultimative form sig i dagbogssonetten. Denne bastardgenre er forfatterens foreløbige bud på en tekstform tilpas fleksibel og rummelig til at kunne fastholde det hele. Men hvad er det for en flygtighed, teksten er oppe imod:
- Når man oplever noget alene, så ved man, at det dør sammen med én. Man skal have nogen at dele det med, for at det overhovedet får værdi og bliver fastholdt, men man ved samtidig, at den anden også skal dø, så tingene forgår hele tiden, siger Pablo Llambías og opsummerer dermed Monte Lemas første sonet.
Dagbogen er i sin natur en realtime genre, der har sine daglige indlæg, og den er derfor velegnet til at fastholde situationer. Mindre oplagt virker det, at Pablo Llambías vælger at skrive op af sonetten - en næsten 800 år gammel lyrisk form - i sin stræben på den altfavnende 'genre'.
Forfatteren fortæller, at han nærmest ved et tilfælde opdagede, at han skrev sine dagbogsindlæg på 14 linjer, som er sonettens længde. Da valgte han at være konsekvent med sonetformen, der fungerer som en tryg ramme rundt om det hele.
Sandheden skramler
Modsat den mere traditionelle sonet er Monte Lemas sonetter urimede og fremstår som en slags knækket prosa eller pseudolyrik, som Pablo Llambías selv omtaler dem.
Disse sonetter skramler derudad.De er grimme og rasler, når man rysterdem. Det er sådan, de skal se ud. Derer ingen rim, ingen versefødder,
Sådan lyder første strofe i en af sonetterne under afsnittet Poetik. Da jeg spørger ham, hvad det er, der tiltaler ham ved det skramlede, det ubehjælpsomme ved sonetterne, siger han:
- Jeg kan godt li', at der er noget væsensfremmed ved litteraturen - noget der er forkert. En eller anden form for urenhed.
Herefter falder vi i staver over "det perfekte i det uperfekte", om "tæppet med bevidst indvævede fejl", og jeg kommer i tanke om den gamle herregård på min hjemegn, hvor man i sin tid lod to tretaller trykke på den tårnportens urskive af frygt for at begå hybris mod guderne.
Jeg har ikke Pablo Llambías mistænkt for at bekymre sig om gudernes gunst. Det skramlede og 'urene' ved digtene er snarere, som den ovenstående sonet i sin sidste strofe foreslår, en del af forsøget på at få litteraturen til at "tale sandt".
Sandheden Pablo Llambías søger at skrive frem i Monte Lema er dels den terapeutiske og personlige sandhed dels den kunstneriske sandhed, som han mener, er tæt forbundet med det urene og ubehjælpsomme i formen.
Den problematiske patos
Sonetterne er på den ene side skrevet i et meget ligefremt og ukrukket sprog, og på den anden side med en ekstrem patosladet tone. Det var denne dobbelthed, der både provokerede og fastholdt mig i min læsning af Monte Lema, tror jeg.
Det viser sig, at Pablo Llambías selv har et ambivalent forhold til litterær svulstighed og patos. Han har altid haft en trang til patos, siger han, og for at undgå at falde i den ungdommelige patos-fælde, debuterede han først som 34-årig, da den værste 'Sturm und Drang' var løjet af.
Pablo Llambías har dog ikke aflagt sig trangen til patos af den grund, men mener blot, at det er vigtigt at tøjle den:
- Patossen skal pirre. Patossen skal være grænseoverskridende og skrives frem ved hjælp af symbolfri prosa.
Den pirrende og intimiderende oplevelse jeg fik ved at læse Monte Lemas patosladede bekendelser, var for så vidt tilsigtet. Den ungdommelige patos, jeg her på falderebet selv kunne forfalde til, er tanken om en gåtur på højskolens lange bugtede plæne, hvor jeg ville efterlade mig en række ubehjælpsomme og skramlede skridt i den nyredte sne.