En unavngiven person logger ind på sin computer. Personen leder efter informationer ved hjælp af et talende styresystem. Det viser sig dog hurtigt, at styresystemets talegenkendelse misforstår de kommandoer, den får, så hovedpersonen ikke får de informationer, de søger, men nogle helt andre.
Videoværket Data Kroppe er en rejse ind i dr.dk’s grænseflade fra genkendelige hjemmesider ind i algoritmernes abstrakte og ”magiske” verden. Fra søgen efter information på Google til politiske beslutninger taget på baggrund af makroøkonomiske modeller lægger vi i stigende grad fortolkninger og beslutninger i hænderne på algoritmiske datafortolkningssystemer.
Værket handler om de misforståelser, der opstår, når algoritmiske systemer søger at forstå̊ menneskets livsverden – og de misforståelser der opstår, når vi som mennesker forsøger at forstå disse systemers processer og deres resultater.
Ved at fokusere på det poetiske og legende potentiale i begreber som data, algoritmer og kunstig intelligens, forsøger Data Kroppe at genforestille sig relationerne mellem mennesker og de ikke-menneskelige dataindsamlings- og fortolkningssystemer, der omgiver os.
Kristofer Ørum, f. 1975, uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og Goldsmiths i London. Han arbejder med blandt andet installations- og videokunst og har siden 2012 været ansat som professor på Det Fynske Kunstakademi.