Vita Andersen bragte det private ind i det offentlige

Vita Andersen satte med digtsamlingen 'Tryghedsnarkomaner' ord på en tid, hvor familieformer og tilhørsforhold var til debat på samme måde, som de er det i dag.

Vita Andersen skrev 'Tryghedsnarkomaner' i 1977, hvor billedet her også er fra. (Foto: Svend Aage Mortensen © Scanpix)

- Vita Andersen gav stemme til nogle erfaringer, der ikke havde haft en stemme i litteraturen indtil da. Og det er jo noget af det, som lyrikken også kan.

Sådan siger litterat og kulturkommentator Lilian Munk Rösing om Vita Andersens digt 'Familie'. DR Kultur har bedt hende og forfatter Niels Lyngsø om at nærstudere det berømte digt fra 1977.

'Tryghedsnarkomaner' satte ord på en tid, hvor familienformerne var i opløsning, og Vita Andersen skrev både om skilsmisser og kønsroller

Digtet stammer fra samlingen 'Tryghedsnarkomaner', der gav Vita Andersen et gennembrud, der kun siden er overgået af Yahya Hassan. Og selvom digtet 'Familie' næste år kan fejre 30-års fødselsdag, er temaerne familieformer, tilhørsforhold og kønsnormer ligeså aktuelle i dag.

En familie er noget, man enten har eller tilhører

- Digtet handler om en kvinde, som er fanget mellem de gamle kønsroller og den nye virkelighed, som poppede op i 70'erne, fortæller Niels Lyngsø.

En tid, hvor familieformer og normer var til debat, og hvor folk blev skilt i langt højere grad end tidligere. Det gav både en frihed, men måske også en rodløshed eller tomhed, når familien ikke længere var den faste base.

- Digtet er sådan en trist men også humoristisk klagesang om ikke at have nogen familie eller ikke at tilhøre nogen familie. Og det er de to udsagnsord, der bliver brugt her; Familien er noget man kan have, eller familien er noget, man kan tilhøre, forklarer Lilian Munk Rösing.

I 'Familie' præsenteres familien enten som noget, man har eller noget, man tilhører

- I begge tilfælde er der forhold mellem den der ejer, og den der bliver ejet. Jeg opfatter digtet delvist som en satire over, at familien er noget man kan have, ligesom man kan have alle mulige andre genstande og statusobjekter, fortsætter hun.

Fra privaten og ind i den offentlige samtale

- Det var den sene del af hippietiden med kollektiver og et nyt syn på kønsmoral, og det rokkede selvfølgelig ved de gamle fortællinger om, hvad det vil sige at være mand, kvinde og mor, fortæller Niels Lyngsø om den tid, digtet er skrevet i.

- Vita Andersens fortjeneste er at løfte de ting, der har været tabuiserede, eller som vi i hvert fald ikke har talt særlig meget om i offentligheden og slet ikke i poesien, ind i den offentlige samtale.

Vita Andersen selv? Hun har om digtsamlingen sagt dette:

- Kvinder, der skriver om at være kvinder, det har en værdi.

DR K præsenterer dig for ’10 digte, du skal læse når…’

Niels Lyngsø og Lilian Munk Rösing er to af de fem eksperter, der nærlæser digte i DR K programmet '10 digte, du skal læse når...'. Programmerne præsenterer dig for ti digte, du skal læse når… du er liderlig, når familien er for meget, når du vil gøre oprør, og når du savner naturen.

Andet program i serien sendes i dag tirsdag den 24. maj klokken 21 og handler om de digte, du skal læse, når du er træt af familien.

Programmerne er en del af et større fokus på lyrik i maj og juni, hvor DR blandt andet også laver eventet 'Live-læsning: DR blindtester lyrikken' i samarbejde med Digte & Lyd. Læs mere om eventet, programmet og projektet generelt her.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk