Kulturmøde savnede fokus - men Mors får ros for forsøget

Debatten på Mors om dansk kultur var for ufokuseret, mener deltagere og idémænd. Men mødet vender tilbage, siger de.

Kulturmødet på Mors savnede fokus. Her stiller en deltager spørgsmål ved mødets første debat om "Hvor er kulturen? Og hvordan?". (Foto: Astrid Dalum © Scanpix)

Sidste uges kulturmøde på Mors mangler fokus, men både gæster og idémagere giver roser til morsingboerne for at have skabt et forum, hvor kulturen er i centrum for alle debatter.

Idémand bag kulturmødet Evanthore Vestergaard er "imponeret" over afviklingen af mødet, men han understreger også, at en "bunke at ting skal rettes op på og udvikles".

For ham er den nationale profil særdeles vigtig til et møde, der i år endte som et lidt forvirrende mix af lokal selvpromovering og bred debat om den nationale kulturpolitik.

Skal være nationalt

- Oplevelsesdelen skal bestemt være mere national. Det står også i det oprindelige koncept. Dengang skrev jeg, at jeg forestillede mig institutioner som Det Kongelige Teater, Aros og Arken. Det fik jeg også ofte at vide til mødet: at det skal være nationalt.

Noget andet bemærkelsesværdigt til Kulturmødet var fraværet af ledelsen fra landets største kulturinstitutioner - såsom Arken, Aros og Det Kongelige Teater. Fraværet er ærgerligt, men det overrasker ikke Evanthore Vestergaard.

Klassisk dansk kulturliv

I Danmark er der nemlig en skepsis over for noget, man ikke ved, hvad er, mener han.

- Det er fuldstændig klassisk dansk kulturliv. Det er altid en skepsis over for noget, der er nyt. På den måde kunne alle danskere inden for kulturlivet godt have været vestjyder, siger Evanthore Vestergaard.

De nævnte problemer er dog til at løse, mener han og peger også på, at debatterne skal gøres skarpere. I år havde de titler som "Hvor er kulturen? Og hvordan" og "Elitært eller folkeligt", men endte ofte med mange forskellige dagsordener og landede på snakken om penge.

Mere ind til benet

- Det er noget, vi har lært. For det første skal det være færre deltagere, og for det andet skal debatterne være skarpere. Ikke i sådan en Clement Kjærsgaard-forstand - vi skal ikke råbe og skrige af hinanden. Men debatten skal mere ind til benet, siger Evanthore Vestergaard.

Blandt paneldeltagerne til debatterne var teaterleder Peter Westphael fra Randers Egnsteater.

Han vil gerne have arrangørerne til at bestemme sig for, hvad de vil med mødet.

- Der var jo to forskellige dagsordener. Altså Mors' virkelighed med kulturtilbud i folkeskolen og så videre, og så en national kulturpolitik, hvor Mors som sådan er skide lige meget, siger Peter Westphael.

- Så det skal være klarere, hvad det er, vi diskuterer - og for hvem. Jeg var selv med i en diskussion om elitær over for folkelig kunst, men lad os lige definere elitær og folkelig, før vi diskuterer. Hvornår er man elitær? Er det de kloge, er det de få, eller er det de bedrevidende?

Mødet kan flyttes

Formanden for Folketingets kulturudvalg, Flemming Møller Mortensen (S), er ikke overraskende særdeles begejstret for kulturmødet, selv om han også pointerer, at debatter og profil kan skærpes.

I samarbejde med Evanthore Vestergaard har han nemlig selv været med i den tidlige fase af planlægningen, og dermed har han også været med til at bestemme placeringen.

Men selv om han er sikker på, Kulturmødet vender tilbage til øen næste år, skal det måske rundt i landet i fremtiden.

- Jeg har sagt, at man måske kan flytte mødet til Lolland-Falster det ene år. Så til en ø i Sønderjylland det andet år. Og så tilbage til Mors. Så Mors ikke skal bære det helt alene, siger Flemming Møller Mortensen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk