Skal man en tur på museum eller i teatret, så risikerer man frem over at skulle grave dybere i lommen for at komme ind.
Det foreslår kulturminister Bertel Haarder (V) i dagens aviser, efter at regeringen sidste år besluttede, at de offentlige kulturinstitutioner skal spare 600 millioner kroner frem til 2020.
Men ikke alle ser lige positivt på ideen.
Flere i kulturlivet og eksperter frygter, at det vil få færre til at besøge teatre og museer, og at det kun vil blive de rigeste og de mest højtuddannede, som i forvejen er overrepræsenterede i museumsstatistikkerne, der er villige til at betale mere i entré.
Men hvad siger de museer, som inden for de seneste år har hævet priserne? Vil en højere pris gøre museerne til en lukket fest for de rigeste?
Stig Miss, museumsdirektør, Thorvaldsens Museum
Thorvaldsens Museum hævede fra årsskiftet billetprisen for voksne med 10 kroner, så prisen nu er 50 kroner.
Hvad har prisstigningen haft af konsekvens for Thorvaldsens Museum?
- Prisstigningen har ikke haft nogen konsekvenser for os. Det hænger nok sammen med, at det forholdsvist er billigt. Men jeg er lodret uenig i, at man bare kan sætte prisen op for at skaffe sig flere indtægter.
Man taler om, at en prisstigning har en social slagside, så færre kortuddannede vil gå på museum. Er det sket hos her?
- Når vi øger prisen så lavt, så har det ingen betydning. Men det vil bestemt få betydning, hvis vi sætter entréen til 100 kroner. Så får vi kun dem ind, som bruger mange penge på kultur, og det vil give en polarisering blandt vores publikum.
- Man skal virkelig overveje, om det ikke er bedre at beholde bredden i kulturen i stedet for at øge priserne og skabe en polarisering, siger Stig Miss.
Thomas Bloch Ravn, museumsdirektør i Den Gamle By
Hvordan reagerede de besøgende, da I hævede priserne?
- Den Gamle By er nok Danmarks dyreste museum. For nogle år siden hævede vi entrépriserne, så voksne skal betale 135 kroner. Folk er ikke ligeglade med prisen, men i publikumsundersøgelser scorer vi højt i samlet oplevelse i forhold til prisen, og det tager jeg som et godt signal.
Hvad havde det af konsekvenser for sammensætningen af gæsterne, da I hævede priserne?
- Vi har ikke fået færre besøgende på grund af højere billetpriser. Selvom vi har en høj billetpris, så viser Kulturstyrelsens undersøgelse, at vi er det museum, der når bredest ud til den danske befolkning. Så for os betyder det ikke, at dem med de laveste lønninger bliver væk. Men bare fordi det er sådan hos os, behøver det ikke være sådan på andre museer.
- Jeg har altid ment, at det er en god ting, at man skal betale entré. Organisationer, som ikke tager entré, risikerer efter adskillige år at lukke sig om sig selv. Hvis man begynder at tage entré, så orienterer man sig mere om sit publikum og giver nogle stærkere oplevelser, så man kan tjene flere penge og lave et bedre museum.
Eskil Vagn Olsen, museumsdirektør for Museum Vestsjælland
Har siden udgangen af 2012 hævet billetpriser og droppet gratis entré for flere museer under Museum Vestsjælland.
Hvad betød prisstigningerne for jeres museer?
- For vores ordinære udstillinger oplevede vi et lille fald. Men jeg har også indtryk af, at folk ikke har noget imod at betale, hvis de får lidt ekstra. Det kommer selvfølgelig an på, hvor højt man sætter prisen, og smertegrænsen er nok også lavere her end i de største byer.
- Jeg er enig med ministeren i, at man godt kan gå andre veje for at få det bedste ud af kulturmidlerne. Men man kan ikke kun skrue på billetpriserne for at dække manglende indtægter. Vi er nødt til at se på det produkt, vi tilbyder. For hvis det bliver dyrere, så skal det også være bedre.
Der er en frygt for, at dem med kortere uddannelser og færre midler vil blive væk, hvis priserne stiger. Har I mærket det hos jer?
- Vi har ingen målinger på det, så jeg tør ikke sige noget om, hvorvidt en dyrere billetpris også giver et tilsvarende fald i besøgende for den gruppe. Men når man laver tiltag, der er målrettet den gruppe, så kommer de også. Jeg tror, det handler mere om produktet, end det handler om prisen, siger Eskil Vagn Olsen.