Borgmester ønsker mindesmærke for slavetid placeret centralt i København

De Dansk Vestindiske Øer har doneret en skulptur til Danmark. Skulpturen skal sætte fokus på Danmarks fortid som slavenation.

Skulpturen 'Freedom' skal minde danskerne om en mørk plet i vores historie. (Foto: Museum Vestsjælland)

En statue af en sort mand med en konkylie for munden skal efter planen placeres i København.

Monumentet er en kopi af skulpturen 'Freedom' og er en gave, som De Vestindiske Øer har sendt til Danmark. Statuen kan dermed blive det første officielle mindesmærke i Danmark, der sætter fokus på slavetiden på De Vestindiske Øer, skriver Politiken.

Mindesmærket har siden 1998 stået placeret centralt på de tre Vestindiske øer, hvor Danmark havde koloni.

Det er ikke endeligt besluttet, hvor skulpturen skal placeres. Københavns kulturborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) er klar til at få monumentet til hovedstaden. Han ønsker at den får en central placering:

- Det skal være et sted med mange mennesker, så folk kan reflektere over den. Det at få den til København skaber viden omkring den sorte plet i danmarkshistorien, siger han.

Carl Christian Ebbesen håber, at københavnerne vil komme med forslag til placeringen af statuen, som bliver en realitet, hvis et politisk flertal i Københavns Borgerrepræsentation bakker op.

Kulturborgmesteren er glad for skulpturen, især fordi det er De Vestindiske Øers egne beboere, som har samlet ind til den.

Vil symbolisere glemt fortid

Begejstringen deler han med Formand for Dansk Vestindisk Selskab, Anne Walbom, der selv er efterkommer af slaver.

- Det ville være så fantastisk, hvis den statue, som symboliserer noget positivt og smukt i mine øjne, kommer op og stå permanent i København på et godt sted, siger hun til P1 Morgen.

Ifølge Anne Walbom vil skulpturen være med til at sætte fokus på en glemt del af Danmarks historie:

- De er ikke noget, der fylder ret meget i vores bevidsthed. Danskerne er sådan nogle gode mennesker med andelsbevægelser og højskoler. Men vi har også en anden side – vi havde også slaver, siger hun.

Danmark havde kolonier på øerne Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix, hvor der indtil 1848 var slaveri. Øerne blev i 1917 overdraget til USA.