Efter sparekrav: Statens Museum for Kunst skærer i åbningstiden

Statens Museum for Kunst dropper de to ugentlige åbningsdage på Den Kongelige Afstøbningssamling og så ryger der en daglig time af åbningstiden på hovedmuseet.

Statens Museum for Kunst åbner en time senere på grund af sparekrav. (© Statens Museum for Kunst)

Skal du på Statens Museum for Kunst i 2016, så er rigeligt af tid til en solid spand morgenkaffe, hvis du vil se kunst om før middag.

Fra næste år vil Statens Museum for Kunst åbne klokken 11 i stedet for klokken 10, og de to ugentlige åbningsdage på Den Kongelige Afstøbningssamling, der består af over 2000 gipsafstøbninger, vil blive nedlagt.

Derudover vil det blive skåret i midlerne på indkøb af kunst med omkring en million kroner, og ni stillinger vil blive nedlagt eller reduceret i tid.

Det sker på grund af regeringens spareplaner, hvor museet skal spare omkring 16 millioner kroner de næste fire år.

- Der er ingen tvivl om, at det gør rigtig ondt at skære i åbningstiden for publikum, siger Mikkel Bogh, der er direktør for Statens Museum for Kunst.

Han fortæller, at museet har pligt til at levere høj kvalitet inden for forskning, formidling og bevaring af kulturarven, og derfor går sparekravene ud over åbningstiden.

Sparekravene stammer fra regeringens omprioriteringsbidrag, hvor driftsbevillingerne af de statslige institutioner vil blive reduceret over de næste fire år.

Facebook
Twitter