Fem kunstnere der har skabt palaver med deres værker

At Lego ikke vil lægge klodser til den kinesiske systemkritiker Ai Weiweis kunstprojekt, skabte i weekenden debat. Men Weiwei er ikke alene. Se fem bud på andre, der også har skabt debat.

Santiago Sierra betalte fire prostituerede med en løn, der svarer til prisen på et skud heroin for at de fik tatoveret en streg henover ryggen. (© Santiago Sierras Youtube-kanal)

Krigsmotiver på kronprinsparrets vægge. Pissoirs og tis på Charlottenborgs gulve. Eller en 'Side 9-pige' ved siden af arabiske vittigheder.

Kinesiske Ai Weiwei er ikke den eneste kunstner, der vækker opsigt med at bruge kunst til at kritisere magthavere eller samfundstendenser.

DR Kultur har bedt journalist og kunstkritiker Michael Jeppesen og Matthias Hvass Borello, redaktør på Kunsten.nu, om at komme med deres bud på kunstnere, som har markeret sig provokerende de senere år.

John Kørners Afghanistan-motiver

Den danske kunstner blev i 2010 hyret til at udsmykke kronprinsparrets bolig på Amalienborg, men hele to gange fik han en kongelig våd klud i ansigtet og et ”duer ikke”.

John Kørner valgte at lave billeder – blandt andet af en død soldat, der var inspireret af krigen i Afghanistan, men begge blev afvist af kronprinsparret, hvilket dengang vakte opsigt.

John Kørner valgte derefter at gøre endnu et forsøg, og det blev hængt op i Frederik VIII’s Palæ.

Kunstneren havde tidligere lavet krigsmotiver fra Afghanistan, og værkerne blev navngivet efter dræbte soldater. En udstilling, som blev kritiseret af blandt andre en efterladt hustru.

Pablo Bronsteins pissoir

Der skulle liv i kludene på Charlottenborg, da amerikaneren Mark Sladen skulle profilere den gamle kunsthal i København som en international en af slagsen.

Men det førte til stort palaver, da argentineren Pablo Bronstein med sit gigantiske pissoir ville have kunsthallens gæster til at tisse midt inde i udstillingslokalet på Charlottenborg i 2011. Tisset løb nemlig ud gennem små huller i væggen og videre ud midt på gulvet, så gæsterne kunne soppe i det.

  • Gæsterne kunne tisse i den ende side af værket. (Foto: Anders Sune Berg © Charlottenborg)
  • Tisset løb ud ad hullerne på den anden side. (Foto: Anders Sune Berg © Charlottenborg)
1 / 2

- Det flød med pis på gulvet, og Mark Sladen blev netop hyret til at gøre Charlottenborg til en international kunsthal. Men det var noget, man ikke helt kunne forstå herhjemme, siger Michael Jeppesen.

Efter to år på posten som kunsthalsdirektør forlod Mark Sladen i øvrigt sin stilling.

Santiago Sierra og et heroinskud

Matthias Hvass Borello fremhæver spanske Santiago Sierra, der med værket ’160 cm Line Tattooed on 4 People’ sætter fokus på mennesker som handelsvare.

Det oprindelige kunstprojekt, der fandt sted på det spanske museum El Gallo Arte Contemporáneo, er dokumenteret i en halv times lang video.

I videoen ser man fire kvinder. Kvinderne, der er prostituerede og heroinmisbrugere, sidder med bar ryg og ansigtet mod en hvid væg. Én efter én bliver de tatoveret med en tynd, vandret linje fra skulderblad til skulderblad.

Men kvinderne lader ikke deres kroppe mærke permanent uden betaling: Deres løn svarer nemlig til prisen for et skud heroin.

Santiago Sierra har siden lavet lignende projekter, blandt andet på museet Tate Modern i London i 2008, hvor han betalte en række hjemløse for at stå på en række og stirre ind i muren, mens museumsgæsterne kunne iagttage og fotografere dem på linje med museets øvrige værker.

Jens Haanings arabiske vittigheder

I 1996 lavede den danske kunstner Jens Haaning kunstprojektet ’Arabic Jokes’. Det består af en række plakater, der blev hængt op i det offentlige rum på Vesterbro i København.

Plakaterne er sat sammen af to elementer, der normalt ikke sættes i sammenhæng: En topløs ’Side 9-pige’ blot iført korte hvide shorts og sorte seler, samt tre vittigheder skrevet på arabisk.

Med plakaterne satte Jens Haaning fokus på de problemer, der opstår, når forskellige kulturer mødes og skal leve sammen.

Kenneth Balfelts fixerum

Kenneth Balfelt ønskede i 2002 at sætte fokus på de problemstillinger det medfører, når stofbrugere, borgere og forretninger lever og færdes side om side.

På den ene side ønskede han at give narkomanerne et trygt, rent og roligt rum at fixe i, og på den anden side ønskede han at løse problemet med efterladte, brugte sprøjter i byrummet.

Sådan så Kenneth Balfelts fixerum ud. (© dr)

Derfor opstillede han et midlertidigt fixerum bemandet med sygeplejersker, hvor områdets stofbrugere fik mulighed for at fixe under rene, sikre og rolige forhold,

Målet med rummet var at bidrage til debatten med en fysisk genstand, der tog plads i byrummet og udfyldte en reelt funktion, der kunne fungere som et løsningsforslag og en kommentar til den politiske debat.

Kenneth Balfelts kunstprojekt førte til åbningen af et permanent fixerum på Vesterbro i 2012, og siden har flere større, danske byer som Odense og Aarhus fulgt trop.