Google går på museum

Google har gennemfilmet i alt syv danske kunstmuseer og udsender dem i dag i globalt.

Google viser nu rundt på en række danske museer via Google Art Project og kan dermed tilføje endnu et program til fladens tilbud. (Foto: Justin Sullivan © Scanpix)

I dag kommer seks danske museer med på Googles globale kunstudstilling, Google Art Project, der gennemfilmer verdens førende kunstmuseer et efter et.

Hvert museum får vist deres værksamlinger, et udvalgt værk i giga-pixelopløsning og et såkaldt streetview, der i princippet fremviser museet, som det fremstår for den besøgende.

Danske museer på kortet

De danske museer, der nu bliver præsenteret på Google´s verdensomspændende net, er Skagens Museum, Nationalmuseet, Thorvaldsens Museum, Hirschprungs Samling og Glyptoteket.

Statens Museum for Kunst er som det første danske museum allerede med i kunstprojektet.

For Danmark betyder det, at kunstinteresserede i hele verden fra i dag kan komme helt tæt på Solvognen, Skagensmalerne og andre danske kunstskatte med blot få klik. Museerne har lagt deres mest populære værker ind i den globale samling.

Globalt udstillingsvindue

På nettet vil man kunne bevæge sig gennem museernes populære udstillingsrum, fra Brøndums spisesal på Skagens Museum til Vinterhaven i Glyptoteket.

-Vi er stolte over, at så stor en del af den danske kulturarv nu er repræsenteret i vores kunstprojekt, siger Google Danmarks talsperson, Christine Sørensen.

- Vores mission er at bringe kunst og andet kulturelt materiale ud på nettet, så det bliver tilgængeligt for et bredere publikum og ikke mindst fremtidens generationer.

Høj gengivelseskvalitet

De danske museer har stillet deres ekspertise til rådighed og har selv udvalgt de værker, de vil dele med verden. Den høje gengivelseskvalitet gør det muligt for brugere at studere detaljer i eksempelvis penselføring, der er nærmest umulige at opleve med det blotte øje.

Google lancerede sit kunstproject for to år siden. I dag omfatter det over 200 museer fra mere end 40 lande og mere end 40.000 værker nu repræsenteret på ét sted.

Tag på Nationalmuseet online

Nationalmuseet og Bornholms Museum kan endnu ikke ses med det såkaldte streetview, men det arbejdes der på at kunne tilbyde på et senere tidspunkt.

Nationalmuseet og Skagens Museum deltager iøvrigt i dag i et HangOut On Air, hvor de vil præsentere de nye muligheder på for 8. klasser på Højby Skole på Fyn. Også Nationalmuseet og Skagens Museum forventes at deltage i arrangementet, der finder sted kl. 11 og kan følges direkte på Google.

Se mere om Google Art Project på DR2 Morgen tirsdag.

Facebook
Twitter