Kulturministeren: Kunsten skal have kant - ikke jeg

Marianne Jelved opfordrer alle landets kunstnere til at have kant, når de laver kunst. Hendes egen kulturpolitik behøver dog ikke leve op til samme krav, mener hun.

Marianne Jelved opfordrer alle landets kunstnere til at have kant, når de laver kunst. Hendes egen kulturpolitik behøver dog ikke leve op til samme krav, mener hun. (© Scanpix)

- Mere kant end udkant - Kom til Mors

Sådan lyder kulturminister Marianne Jelveds helt eget bud på et slogan til Nykøbing Mors i Nordjylland, hvor hun i de næste to dage deltager i en lang række debatter ved det årlige kulturmøde.

Og kulturministeren er ret så begejstret for sin egen ide, da hun introducerer den på talerstolen til åbningen af Kulturmødet i Nykøbing Mors torsdag eftermiddag.

En opfordring til udkantsdanmark

For som hun påpeger: Sloganet behøver jo slet ikke ende på Mors. Der kunne lige så godt stå Tønder, Sønderborg eller Maribo i enden. Pointen er, at alle danske småbyer i udkantsdanmark kan skabe noget unikt og kreativt, hvis de bare vil.

Det er blot et år siden, at en stor del af landets kulturelite mødtes for første gang i den lille nordjyske by for at diskutere kunstens og kulturens vilkår i Danmark.

Dengang som nu handler det især om at diskutere, hvordan borgerne kan bidrage med kunst og kultur i deres lokalsamfund.

- Men det er først og fremmest et sted, hvor man som deltager kan blive inspireret. Forhåbentlig tager deltagerne så den inspiration med hjem, så vi sammen kan skabe et stærkere civilsamfund, siger kulturministeren.

Ingen kulturpolitisk kant

- Marianne Jelved har ingen penge med til kulturen på mødet. Det understreger hun flere gange.

Men det er heller ikke vigtigt, mener hun. Det er budskabet om at skabe kunst med kant til gengæld. Hun mener dog ikke selv, at hendes egen kulturpolitik skal leve op til det samme.

- Det er ikke mig eller kulturpolitikken, der skal have kant. Det er dem, som skal skabe kunsten, der skal have det. Der er en afgørende forskel, siger hun, inden hun forsvinder i Musikværkets Store Sal for at deltage i Kulturmødets åbningsdebat med Thomas Blachman, Sørine Gotfredsen og Troels Myllenberg.

Et orkester til hver skole

Marianne Jelved taler længe om vigtigheden af, at børn og unge møder kunst og kultur hele livet.

- Prøv og forestil jer, hvis alle skoler havde et orkester, som eleverne havde mulighed for at være med i. Det ville måske koste 150.000 per skole. Prøv at tænk på hvad det ville betyde, siger Marianne Jelved.

- Det er en genial idé, lyder det lidt efter fra chefredaktør på Fyns Amts Avis, Troels Myllenberg

- Gør det dog. Det vil der være stemmer i og tag pengene fra DR. De har så mange orkestre, siger han.

Blachman & Jelved

Thomas Blachman kan efter eget udsagn "skidegodt lide Marianne Jelved". Til gengæld er han langt fra tilfreds med, at der ifølge ham slet ikke bliver gjort nok for at opdyrke de unikke mennesker i samfundet. Derfor han har en ide. De to bør slå sig sammen. For Danmarks skyld.

- Marianne. Hvorfor siger du ikke, at jeg skal komme med dig, og så kan vi sammen gøre noget ved problemet? For når man møder det geniale, så knæler man, råber Thomas Blachman, hvorefter en stor del af salen hujer og klapper.

Kulturministeren svarer aldrig på Blachmans opfordring.

Facebook
Twitter