Mislykket kupforsøg kommer på museum

Tyrkiets præsident Erdoğan vil bygge et museum til minde om martyrerne og krigerne fra det mislykkede kup sidste sommer, hvor 240 mennesker blev dræbt.

I juli 2016 blev Tyrkiets præsident Erdoğan forsøgt kuppet. (Foto: MURAD SEZER © Scanpix)

Kan et kup komme på museum?

Ja, hvis man spørger Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan.

Han har planer om at bygge et nyt museum med fokus på det mislykkede kupforsøg mod ham selv i juli 2016.

Det skriver The Art Newspaper.

240 mennesker blev dræbt, da soldater og tanks fyldte Ankara og Istanbuls gader under kupforsøget, som fejlede, efter at tusinder af tyrkere stimlede sammen om præsidenten.

Efterfølgende er 35.000 mennesker blevet fængslet, heriblandt kunstnere og kulturpersonligheder.

Dette træk er flittigt kritiseret af Vesten, ligesom Erdoğans fængslinger af blandt andet officerer i hæren.

Til minde om martyrer og krigere

Museet skal hedde 'Museum for 15. juli-martyrerne og demokrati' og kommer til at ligge i Kahramankazan uden for Tyrkiets hovedstad, Ankara.

Ifølge The Art Newspaper vil byggeriet af det 3.400 kvadratmeter store museum starte i juni med et budget på små 20 millioner kroner.

Museet vil både rumme en permanent og skiftende udstillinger dedikeret til minde om martyrerne og krigerne fra kuppet.