Morsingboer om Kulturmøde: Jeg vil hellere se fjernsyn, end jeg vil høre dem snakke om kunst

Kulturmødet på Mors er i gang. Men hvad skal det egentlige til for? 86-årige Frede Hansen er ikke begejstret for arrangementet. Det er 19-årige Ane Lautrup til gengæld.

86-årige Frede Hansen er ikke fan af Kulturmødet Mors. (Foto: ann)

Frede Hansen sidder på en bænk på Algade i Nykøbing Mors.

Han er i færd med at strække benene. Hvile sig lidt her i gågaden.

Mens han gør det, undrer han sig.

- Jeg kan simpelthen ikke se meningen med det, siger han.

- Jeg vil hellere køre hjem og lukke op for fjernsynet end jeg vil høre på dem, der snakker om kunsten, fortsætter han.

Det er Kulturmødet Mors, han snakker om.

Blachman er en tosse at høre på

Kulturmødet er netop gået i gang her i Nykøbing Mors. For andet år i træk hiver Mors landets kulturelite til byen og gør Nykøbing Mors til Danmarks kulturelle centrum i de 48 timer, som Kulturmødet varer.

Frede Hansen kunne ikke være mere ligeglad.

Den 86-årige nuværende pensionist, tidligere maler, hotelejer og sågar kunstner med speciale i 3D-skulpturer er ikke imod kunsten, forsikrer han. Han er bare imod kulturmødet på Mors.

- Det er ikke en smart idé. De inviterer en masse folk, der skal have løn for at komme og sige, hvad de synes. Blachman, han kommer for eksempel. Og ham gider jeg sgu ikke se. Han er en tosse at høre på - der er ikke noget gods i ham, siger han.

Er tre unge på cykel kultur?

Faktisk synes Frede Hansen aldrig rigtig, at Nykøbing Mors har formået at forklare, hvad det er, Kulturmødet egentlig skal kunne.

- Jeg har sgu ikke rigtig fundet ud af, hvorfor de holder det. Der er jo ikke nogle kunstnere tilbage på øen, og det er bare et diskussionsmøde. Der kommer ikke noget ud af det, siger han.

Hvis det så skabte noget liv her på gågaden. Noget musik i gaden, i det mindste. Men gågaden er slet ikke tænkt ind i Kulturmødet, der i stedet holder til ved fjorden og ved Musikværket, mener Frede Hansen.

Det eneste Kulturmøde-relaterede, der finder sted omkring bænken, hvor Frede Hansen har slået sig ned, er tre unge, der cykler forbi på den samme cykel, mens de båtter i et båthorn og reklamerer for et speeddating-arrangement ved hjælp af et skilt.

- Er det kultur? Spørger Frede Hansen.

- Så forstår jeg det mindre igen.

Kulturministeren er godt tilfreds

Mindre end en kilometer fra Frede Hansen står Marianne Jelved på en scene. Foran hende sidder omkring 300 kulturentutiaster parat til at lytte til hendes åbningstale.

Modsat Frede Hansen ser kulturministeren ud til at være godt tilfreds med, at Kulturmødet finder sted i netop Nykøbing Mors.

Hun læner sig frem imod publikum.

- Som noget selvfølgeligt flyttede I Danmarks kulturelle centrum til Mors sidste år, siger hun.

- Og nu gør I det igen.

Kulturmødets fokus på kunsten er vigtigt, mener kulturministeren. Uden den er der intet fællesskab.

- Der er omkring kunsten, at kulturen opstår, og et fællesskab begynder. Kunsten er udgangspunktet og bliver ved med at udfordre os og være brændstof for fællesskabet, siger hun.

Publikum foran hende nikker tilfredst.

Kulturdebat handler mest om sure anmeldere

Evanthore Vestergård virker også tilfreds med, at Kulturmødet finder sted på Mors.

Det er også ham, der har fundet på det.

- Hvorfor skulle det ikke ligge på Mors? Det er 48 timer om året, at vi centraliserer debatten her, og vi kan godt blive enige om, at Mors er en del af den rådne banan - men det synes jeg ikke er interessant. Det interessante er, at vi forsøger at kvalificere kulturdebatten her på Mors, siger han.

Ifølge Eventhore Vestergård lider kulturdebatten i Danmark. Det handler mest om anmeldere, der er sure på hinanden eller et teater, der vil have lige så meget i støtte, som et andet teater får.

- Det rykker ikke noget. Der er så mange problematikker, der trænger sig på. Og i stedet for altid at diskutere penge, så giver mødet mulighed for at diskutere grundlæggende problematikker som for eksempel, hvad det vil sige at være kunstner i en vanvittig verden, siger han.

Evanthore Vestergård er idémanden bag Kulturmødet Mors. Han synes, der mangler en kvalificeret kulturdebat i Danmark. (Foto: Annegerd Lerche Kristiansen)

19-årig: Folk tror her ikke sker noget

19-årige Ane Lautrup og hendes veninde Klara Møller er også ret begejstrede for, at Kulturmødet holder til på Mors.

De kommer begge fra Thisted, er nylige studenter og har glædet sig til at være med til Kulturmødet.

- Der er mange, der ser lidt ned på den her del af landet. De tænker, at der slet ikke sker noget, og at man bare kører gennem tomme byer, hvis man begiver sig herhen. Kulturmødet viser, at hvis man godt vil, kan der godt ske noget, siger Ane Lautrup.

Evanthore Vestergård er idémanden bag Kulturmødet Mors. Han synes, der mangler en kvalificeret kulturdebat i Danmark. (Foto: Annegerd Lerche Kristiansen)

- Det er så fedt, der sker sådan noget på Mors

Det samme mener Klara Møller.

- Jeg snakkede med nogle venner, som sagde, at der ville komme mange flere til Kulturmødet, hvis det lå i Aalborg. Men jeg synes, det er fedt, at det bliver holdt her. For så støtter folk virkelig op om det. Det er så fedt, at der sker sådan noget her på Mors, siger hun.

De to veninder har ikke helt overblik over, hvad de skal få de næste 48 timer til at gå med, men debatten 'Hvordan er de unges kultur' om ungdomskultur, vil Ane Lautrup i hvert fald til, ligesom hun vil til nogle af koncerterne.

Jelved gav nyt slogan til Mors

Tilbage på Musikværket, er Marianne Jelved færdig med at holde åbningstale.

Som afslutning på talen tilbød hun Mors et nyt slogan kvit og frit. For helt overordnet handler det om, at der skal være kant. At kunst skal have kant. Som man kan støde sig på eller lade sig berøre af. Og Mors har kant, sagde hun.

Derfor var hun heller ikke i tvivl om, hvilket slogan Mors burde brande sig på.

- Mere kant end udkant - kom til Mors, sagde hun. Og Satte helt officielt gang i 48 timers nonstop kunst og kulturliv i Nykøbing Mors.

Facebook
Twitter