Nu står køberne i kø til Holger Danske

På auktionssiden Lauritz.com er der nu endelig kommet gang i budkrigen på originalstatuen af Holger Danske. Anonyme købere har i det seneste døgn presset prisen op over 4 millioner kr.

Myten om Holger Danske går på, at når riget er truet af en ydre fjende, så vil Holger Danske rejse sig, og stenfiguren vil blive til kød og blod og gå i forsvar for fædrelandet. (© Scanpix)

Meget tyder på at originalstatuen af Holger Danske får et nyt hjem.

Bronzestatuen af den danske sagnfigur og nationalhelt, der står ved Hotel Marienlyst i Helsingør, blev tidligere på ugen sat til salg på det danske auktionshus Lauritz.com til en mindstepris på 2,5 millioner kr.

Den pris blev passeret i går kl. 17:05, og herefter er budene steget til et foreløbigt højeste bud på 4.080.000 millioner kr., viser auktionshusets hjemmeside.

Alle købere på Lauritz.com er anonyme og optræder kun med et budnummer. Derfor vides det endnu ikke, hvem der står bag det intensive budkapløb.

Kunne ikke sælges

I går havde ingen umiddelbart vist interesse for statuen, der er lavet af billedhuggeren Hans Pedersen-Dan.

Et af de første bud på Holger Danske lød på 1.750.000 kr. - et stykke under den bebudet mindstepris på 2.500.000 kr.

Det fremgik samtidigt, at Hotel og Casino Marienlyst, der har haft bronzestatuen siden 1907, uden held har forsøgt at sælge den til rette myndighed.

Der har således været en dialog med Kronborg Slot, der ejer den langt mere kendte version i gips, men de afslog at ville byde på bronzeoriginalen.

Pia K: Christiansborg bør købe Holger

Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard gav i går udtryk for, at statuen burde stå på Christiansborg.

- Efter min mening er der tale om et nationalt klenodie, som ikke skal havne på tilfældige hænder. Han skal ikke lande i en eller anden baghave, hvor folk synes det er sjovt at have ham siddende, sagde hun til Ritzau.

Hun mente samtidigt at statuen kunne fungere som en påmindelse for politikerne på Christiansborg.

- Holger Danske-statuen kan minde os om, hvorfor vi er valgt, og hvad vi skal gøre, sagde Kjærsgaard, der er værdipolitisk ordfører for Dansk Folkeparti og medlem af Folketingets Præsidium.

Om Holger Danske-statuen ender på Christiansborg eller i en rigmands baghave bliver afgjort torsdag den 25. april kl. 23:46, hvor auktion slutter.