Som ung skar hun i sig selv – nu laver hun kunst om det

Gudrun Hasle skar i sig selv og blev som 14-årig indlagt på psykiatrisk hospital med personlighedsforstyrrelse. I dag er hun medicinfri og fortæller om sin sygdom i sine værker.

Gudrun Hasle har broderet hele sin livshistorie i værket 'Min livshistorge' - også sine oplevelser med at skære i sig selv.

Det var efter, hun var blevet udskrevet fra den ungdomspsykiatriske afdeling på Bispebjerg hospital.

Efter hun havde cuttet i sig selv i flere år, og efter hun havde leget russisk roulette med vitamin- og hovedpinepiller for at se, hvor mange hun egentlig kunne tage af dem uden at dø.

Hun boede nu på et bosted på Frederiksberg sammen med andre psykisk syge unge, og hun var gået ned i køkkenet for at lave en kop Nesquik-kakao.

Og nu stod hun der med glasset på bordet, mælkekartonen i hånden, og mælken der løb ned i det. Og pludselig kunne hun ikke sætte mælken ned, ikke bevæge hånden, ikke stoppe mælken i at stige op i glasset, udover glasset og ned på bordet og gulvet.

- Jeg kunne vitterlig ikke sætte mælken ned, jeg stod bare og hældte, og mælken løb ned over glasset og ned på gulvet, og jeg stod bare og græd, indtil der kom en ansat forbi, som kunne tage min hånd og sætte kartonen ned igen, siger hun til DR Kultur.

Antidepressiv medicin gjorde Gudrun hyper

Gudrun Hasle var stadig syg.

Hun var diagnosticeret med personlighedsforstyrrelse og var begyndt at tage antidepressiv medicin en måned forinden. Hun havde ellers nægtet det gennem sit flere måneder lange ophold på Bisbebjergs ungdomspsykiatrisk afdeling, men efter hun havde fået det skidt igen, gav hun det alligevel en chance.

Hun var ikke glad for det. Hun var fuldstændig manisk den ene halvdel af dagen og tonsede rundt, malede det ene maleri efter det andet, spurtede rundt på løbeture og gjorde rent, indtil kræfterne løb ud. Så kunne hun ikke mere. Kunne helt bogstaveligt ikke løfte sin hånd. Eller sætte den ned igen, da hun stod med mælkekartonen over glasset fyldt med Nesquik-pulver.

Det var der, hun besluttede at stoppe med medicinen.

- Det var voldsomt at stå der og være fuldstændig klar over, hvad der sker, mens jeg havde mistet al kontrol over min krop. Det var en hel filmisk oplevelse, og jeg bad med det samme min psykiater om at droppe den antidepressive medicin til mig, siger hun.

Bruger sine oplevelser i kunsten

I dag, 19 år senere, er oplevelsen blevet til et kunstværk. 'Den dag jeg stoped med antideprasict midicin' hedder det og er en to minutter lang videosekvens, hvor en skuespiller rekonstruerer oplevelsen med armen, der pludselig ikke kan sænke mælkekartonen.

For 34-årige Gudrun Hasle, der især er kendt for sine broderede værker, og som bevidst bruger sin ordblindhed i sin kunst, fortæller om sit liv og sin psykiske lidelse i kunsten.

Gudrun Hasle er i dag 34 år og bruger sit liv og sin sygdom i sin kunst. (Foto: Annegerd Lerche Kristiansen)

Kunst om at skære i armen

Ud over videokunstværket med mælken har hun blandt andet broderet et kunstværk, der forestiller hendes blødende arm i færd med at blive snittet af et barberblad. Ja, faktisk har hun lavet en hel udstilling, der handlede om cutting, i 2012.

Men Gudrun Hasle bruger ikke kunsten som en form for terapi, forklarer hun.

- Jeg har genfortalt min egen livshistorie en milliard gange i løbet af de mange timers terapi, jeg har gået til. Så det er ikke noget, der skal bearbejdes for min skyld. Men jeg vil gerne fortælle historier, som både er helt personligt smertefulde, men som også bliver almene. For man opdager, at mange andre har oplevet noget lignende eller dele, der kunne minde om. Så det at fortælle min historie bliver en form for spejling af samfundet, siger hun.

Følte sig helt forkert

Hvorfor hun blev syg som helt ung, ved Gudrun Hasle ikke. Hun ved bare, at hun følte sig "helt forkert og anderledes på alle mulige måder. Bare dybt ulykkelig."

- Det er svært at sige, hvad der gjorde det. Da jeg var 11 år, blev min far midlertidig lammet og var svækket i ret lang tid. Samtidig var jeg ordblind, så der var rigtig mange ting, der lige så stille ramlede sammen, og som gjorde det sværere og sværere for mig. Jeg følte mig altid forkert og anderledes, siger hun.

Det var først, da hun kom på bostedet, at hun fandt ud af, at hun kunne være sig selv.

- Der var nogle virkelig, virkelig søde pædagoger, som hjalp os med at finde vores egne ben, og som lærte os, at vi ikke skulle være, som man burde være, men som vi havde lyst til at være, siger hun.

Samfundets krav gør os syge

Gudrun Hasles kunst handler netop om at gøre op med forestillingen om at være, som man "bør" være.

Hun vil gøre opmærksom på alle de krav, som eksisterer i vores samfund, og som ifølge hende forårsager stress og gør, at en stor del af danskerne er medicinerede med eksempelvis antidepressiv medicin.

Eksempelvis har hun broderet en række regler på værket 'Der er raller de skal føgljes', som hun godt selv ved "virker latterlige", men hvor de fleste mennesker alligevel prøver at leve op til mange af punkterne.

Det er regler, der handler om, at man skal bo i den perfekte lejlighed, der er ren og pæn, have børn, som er smukke og velfungerende, ligesom man gerne skal have en stimulerende karriere, som man er glad for. Derudover skal man også helst have tid til at se sine venner, at arbejde over, at være veltrænet og se godt ud.

- Og så må man helst ikke rende rundt og se træt ud samtidig! Så har vi en masse mennesker, der falder igennem, får stress og ender medicinerede, fordi det er pissesvært at leve op til alle de krav, siger hun.

Tosset på sin egen måde

Selv har hun det ok nu, Gudrun Hasle. Uden medicin.

Men det har taget hende "rigtig, rigtig mange år", før hun har fundet ud af at give sig selv lov til noget så simpelt som at være sig selv. Før hun har fundet ud af at udtrykke sin kunst og fortælle sine historier, og finde ud af hvordan hun kunne være tosset på sin egen måde.

- Jeg har aldrig set det som at blive syg og rask. Det er en proces og ikke noget, man kommer igennem, men noget, som man lever med. Og lige pludselig er det ikke noget, der fylder noget i mit liv mere. For jeg har lært, hvad jeg skal gøre, hvis jeg mærker det der pres, eller hvis jeg bliver trigget, siger hun.

Har brug for mental ro

Men selvom hun har det godt i dag, ved Gudrun Hasle også, at hun skal leve med ro og regelmæssighed for, at hun ikke bliver dårlig igen.

- Jeg skal sove ordentligt og helst løbe hver eller hver anden dag. Jeg har brug for mental ro omkring mig, og der er grænser for, hvor meget jeg kan presse mig selv, for så knækker filmen helt sikkert for mig, siger hun.

Facebook
Twitter