Stor kunst i venteværelset: Fire plakatklassikere du er ved at være træt af

De fleste kender Monets værker fra plakater på lægepraksissens kedelige, hvide vægge. I dag åbner en storslået udstilling på Aros, der med originalværkerne skal sætte nyt liv til de udvandede motiver.

Claude Monets klassiker 'The Waterlily Pond' fra 1899 er en gammel kending i venteværelset. Nu kan originalen ses på Aros Kunstmuseum i Aarhus. (Foto: DEA / G. DAGLI ORTI © (c) Getty images)

Enhver, der har brugt tid i et venteværelse, kender den særlige stemning og æstetik, der præger et sådant rum - hvordan de hvide vægge og den kliniske lugt får følgeskab af velkendte, store kunstværker i plakatformat.

Når Aros i dag slår dørene op for museets dyreste udstilling til dato, vil venteværelses-klassikere som ’Nympheas’ og 'The Waterlily Pond'– malerier af med de ikoniske åkander - være at finde i sine originale udgaver.

Ib Hessov er tidligere overlæge i kirurgi, medlem af kunstrådet på Aarhus Universitetshospital og medforfatter af bogen ’Kunst giver liv’ om kunstens rolle på sygehuse. Ifølge ham er de klassiske værker ofte at finde på venteværelsernes vægge, fordi motiverne er velkendte og giver folk tryghed.

Dog mener han ikke, at de flade reproduktioner bidrager med meget andet end dekoration – i bedste fald.

- Der er ingen, der får den samme glæde ved en reproduktion af Monet, som man får ved livet og farvespillet i originalen, forklarer han og fortsætter:

- På sygehuse og i venteværelser burde vi nærmere bruge god originalkunst, der udfordrer og inspirerer frem for noget velkendt i en flad gengivelse.

Alligevel er der ifølge Ib Hessov en god forklaring på, at man ofte ser de store værker skaleret ned på papir i venteværelserne:

- De, der har hængt dem op, har læst, at det er god kunst, samtidigt med at reproduktionerne er billige.

Vi har fundet fire andre klassikere, der har bevæget sig fra lærredet på museet til plakaten i venteværelset:

Sommeraften på Skagen Sønderstrand (1893) af P. S. Krøyer

(Foto: Dan Kitwood © 2012 Getty Images)

P. S. Krøyer var en fremtrædende figur i kunstnergruppen Skagensmalerne, der alle fandt stor inspiration i sommerlyset på Skagens Odde.

P. S. Krøyer fik ideen til ’Sommeraften på Skagen Sønderstrand’ efter et middagsselskab, hvor Anna Ancher og Marie Krøyer, de to kvinder på billedet, gik ned på stranden for at nyde dagens sidste lys.

Lunch Atop a Skyscraper (1932) af Charles Clyde Ebbets m. fl.

(Foto: Ullstein Bild © (c) Getty images)

Det velkendte fotografi af 11 arbejdere, der spiser frokost på en smal stålbjælke 69 etager over Manhattans gader, findes efterhånden i mange udgaver og fortolkninger.

Det er angiveligt fotografen Charles Clyde Ebbets, der med hjælp fra en gruppe kolleger, står bag fotografiet.

Marilyn Monroe (1967) af Andy Warhol

(Foto: Getty Images © (c) Getty images)

Efter Marilyn Monroes død i 1962, trykte Andy Warhol 10 variationer af det samme fotografi af skuespillerinden. De 10 tryk har hvert sit udtryk rent farvemæssigt, men hænger side om side, og kommenterer dermed – meget relevant - på reproduktion og kopiering i kunstens verden.

Andy Warhol anses som en af de mest centrale kunstnere inden for den amerikanske popkunst, der blandt andet udfordrer kunstens grænser. Derfor bevægede han sig ikke i museernes gængse rammer, men kombinerede i stedet sin kunst med film, mode og populærkultur generelt.

Solsikker (1888) af Vincent van Gogh

(Foto: DEA / M. CARRIERI © (c) Getty images)

Den hollandske maler Vincent van Gogh er, udover sine malerier, kendt for at have skåret sit øre af i et tilfælde af depression – en sygdom, han kæmpede med gennem hele sit liv, og som endte med, at han tog livet af sig selv i 1890.

Vincent van Gogh var ganske produktiv, mens han levede, men blev først for alvor berømt og efterspurgt efter sin død, hvor værker som 'Stjernenatten' og 'Kartoffelspiserne' er kommet i høj kurs.

Hans værker har mange forskellige udtryk, der i mange tilfælde kan give en indikation af kunstnerens aktuelle sindstilstand og inspirationskilder.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1049724721744718