Et maleri af kunstneren Jean-Michel Basquiat er torsdag blevet solgt for 110,5 millioner dollar i auktionshuset Sotheby's i New York City. Det svarer til rundt regnet 740 millioner kroner.
Billedet blev i 1984 solgt for 19.000 dollar, hvilket med fredagens valutakurs svarer til cirka 127.000 kroner.
Den nye pris er den næsthøjeste for et stykke moderne kunst nogensinde.
Basquiats portræt fra 1982, 'Uden titel', opnåede den sjette højeste salgspris for et stykke kunst ved auktion nogensinde.
Billedet forestiller et sammenbidt ansigt i et hav af farver.
Det satte samtidig rekord for en amerikansk kunstner. Basquiat blev født i New York i 1960. Han døde som 27-årig i 1988, da han tog en overdosis heroin.
Kamp om maleriet
Hans kunst startede på gaden i New York, hvor han lavede graffiti. Senere rykkede den dog ind på gallerier og udstillinger i takt med, at Basquiat blev anerkendt.
Maleriet blev købt af den japanske iværksætter Yusaku Maezawa efter en budkrig mellem fire potentielle købere. Maleriet var vurderet til 60 millioner dollar.
Maezawa siger, at han vil låne værket ud til offentlige udstillinger, før han udstiller det i sit eget museum i Chiba, Japan.
Der var forståelig glæde at spore hos Sotheby's.
- Vi lever i ekstraordinære tider. Det er det her, som auktioner virkelig handler om. Der var to personer til sidst, der bare måtte have dette billede, siger Oliver Barker, der er Sotheby's øverste internationale specialist inden for moderne kunst.
Samme liga som Picasso
Han mener, at den høje salgspris betyder, at Basquiat nu bør placeres i samme liga som eksempelvis Picasso, Giacommetti, Warhol og Francis Bacon.
På auktionen blev der også solgt andre stykker kunst, der høstede millioner.
Roy Lichtensteins billede med titlen 'Nude Sunbathing' indbragte eksempelvis 24 millioner dollar.
/ritzau/Reuters