Siden 2004 er der blevet spenderet 22,4 millioner kroner på at lade børn og unge mødes med udøvende kunstnere. Og det har givet pote, viser det sig nu.
Ideen med ordningen er at styrke børn og unges møde med kunsten, og det er sket ved at kunstnere i kortere eller længere forløb har samarbejdet med elever og lærere.
- Det er ikke undervisning, men de unge skal se, hvordan kunstnerne arbejder. Det giver andre muligheder til gavn for alle, siger Lisbeth Vestergaard, der er fuldmægtig i Kunststyrelsen, der administrerer ordningen.
Næsten komplet tilfredshed
I alt har Statens Kunstråd giver penge til 490 projekter, og en evaluering foretaget af Pluss Leadership viser, at 97 procent af de involverede ser tilbage på projekterne som vellykkede.
Det gælder også kunstnere og lærere, der kan bruge erfaringerne i deres undervisning.
- Mødet med kunstnere har givet flere lærere inspiration til deres videre arbejde i eksempelvis billedkunst, fortæller Lisbeth Vestergaard.
Flere børn skal have glæde
Huskunstnerordningen er foreløbig kun et forsøg, som udløber i 2009. Men et af Statens Kunstråds fokusområder er at give børn og unge et bedre indblik i opg forståelse for kunstens verden, derfor lægger formand rådets formand Mads Øvlisen op til, at ordningen skal fortsætte.
- Vi vil med evalueringen i hånden arbejde for, at endnu flere børn og unge få glæde af ordningerne og møde endnu mere professionel kunst i deres hverdag, siger Mads Øvlisen i en pressemeddelelse.
Usikkert om ordningen fortsætter
Om der fortsat skal være huskunstnere efter 2009 er op til politikerne med kulturminister Carina Christensen i spidsen. For efter 2009 er der ikke længere sat penge af til projektet på finansloven.