Kunstner udstiller sine grønne fingre

INTERVIEW: Kan kunst gøre en forskel i den virkelige verden? Det spørger konceptkunstner Søren Dahlgaard om, når han udstiller en række grøntsager og planter.

Der er summende bier om ørerne på én og lange rækker af tomat, agurk og peberfrugtplanter i Århus Kunstbygning netop nu.

Drømmen om at kunne dyrke og forsyne sig selv med grøntsager er udgangspunktet for to udstillinger, hvor den danske konceptkunstner Søren Dahlgaard bruger sine grønne fingre i et projekt, han selv kalder visionært og eventyrligt.

- Det her projekt handler om at fortælle historien, og jeg kalder det ikke et kunstværk. Men det er noget af det, som vi skal diskutere - altså blandt andet om kunst kan gøre en forskel i den virkelige verden, og der er det måske lettere, at man ikke kalder det kunst, siger han til DR Kultur.

Fra kunstakademi til øde ø

Søren Dahlgaard er blandt andet kendt for sine såkaldte dej-portrætter, hvor han lod sine modeller posere med en klump dej på hovedet foran kameraet. Men han er hverken gartner, landmand eller agronom.

Til gengæld var han nyuddannet konceptkunstner fra Slade School of Fine Arts, University College i London, da han i 2002 flyttede til øen Hibalhidhoo i Maldiverne sammen med sin kone og søn. Det gjorde han for at afprøve, om det kan lade sig gøre at dyrke en ø, der består af sand, og hvor grundvandet er salt.

- Jeg er jo ikke gartner eller landmand, men man kan jo godt læse sig til det med teoribogen i den ene hånd og spaden i den anden, fortæller Søren Dahlgaard.

At være selvforsynende

Den lille ø i Maldiverne - Hibalhidhoo - var øde og nærmest én stor jungle, da Søren Dahlgaard med sin familie flyttede til øen. Men med et større lån fra sin svigerfar fremlejede han øen og startede projektet.

- Jeg lejede en ø på Maldiverne. Sådan en lille Robinson Cruise ø. Den hed Hibalhidhoo. Det tager 20 minutter at gå rundt om den. Den er 900 meter lang og 300 meter bred, fortæller han.

Målet var at blive selvforsynende med grøntsager og at kunne forsørge sin familie. Desuden ville Søren Dahlgaard finde ud af om øen Hibalhidhoo kunne undgå at importere frugt og grønt fra fastlandet.

Tropisk landmand

Søren Dahlgaard arbejdede i over to år, som det han kalder tropisk landmand. Og projektet lykkedes. Grøntsagerne spirede og voksede, og Søren Dahlgaard og hans familie blev selvforsynende.

Men han havde ikke lyst til at være landmand resten af sit liv, så da ø-kulleren trådte ind, rejste han og familien tilbage til fastlandet og bosatte sig i København. For planen var, at projektet efter to år skulle gøres kommercielt, så Søren Dahlgaard kunne leve af sin ide - og af tilsvarende gartnerier andre steder.

- Konklusionen var, at det godt kan lade sig gøre. Og næste trin blev så at lave et stort kommercielt projekt. Min skjulte agenda var så at kunne leve af det, og så kunne jeg lave min kunst.

Kunst kan gøre en forskel

Søren Dahlgaard kalder ikke selv sit drivhusgartneri for kunst. Han kalder det i stedet forskning, hvor han har afprøvet, hvad der kan lade sig gøre. Han håber, at han med sin ide om selvforsynende områder, kan være med til at gøre en forskel og noget godt for miljøet. Og hvis det også er godt for pengepungen, kan industrien ændre sig, siger han.

Også lederen af Århus Kunstbygning Karin Hindsbo fortæller, at mange kunstnere samarbejder med forskere. Derfor lægger Århus Kunstbygning hus til Søren Dahlgaards mini-drivhusgartneri, hvor peberfrugter, agurker og tomater dyrkes efter samme principper som på Maldiverne

- Kunsten har gennem de seneste 100 år ikke lavet andet end at undersøge nye medier, og nye måder at udtrykke sig på, sagt meget groft og kategorisk. Og hvis kunstnere, der er innovative og kreative, allierer sig med ingeniører, kan de samarbejde om at udvikle af nye teknologier, siger Karin Hindsbo til DR Kultur.

Ikke kunst, men forskning

Grunden til, at udstillingen foregår netop her, er, at Aarhus Kunstbygning har fokus på kunstneres arbejde med bæredygtighed.

- Faktisk er der mange ting, der er blevet udviklet i det kunstneriske miljø, som har haft til hensigt at sikre en mere bæredygtig produktion i løbet af de sidste 30-40 år, fortæller Karin Hindsbo.

I forbindelse med Søren Dahlgaards udstillinger arrangeres en debat om, hvorvidt kunst kan og skal gøre en forskel i verden. Den debat foregår den 22. januar, hvor den London-baserede kunstner, filosof og kurator, Rasheed Araeen kommer til Danmark. Debatten foregår hos Galleri Image kl. 15.

I samme periode viser Galleri Image fotos, film og anden dokumentation fra Søren Dahlgaards to år på øen.

1 / 9