Kunstneren Bjørn Wiinblad er død

Keramikeren og maleren Bjørn Wiinblad er død. Han blev 87 år. Wiinblad blev kendt for sin frodigt fabulerende stil. I 60'erne og 70'erne fandtes hans figurer, platter og vaser i næsten alle danske hjem.

Keramikeren og maleren Bjørn Wiinblad er død. Han blev 87 år.

Danskere over en vis alder kan på et splitsekund spotte hans design. I 60'erne og 70'erne var hans askebægre, figurer, platter, vaser og meget andet at finde i næsten alle hjem. Siden blev hans ting stillet væk, men nu betaler en ny generation dyrt for hans kunst på loppemarkeder og i antikvitetsbutikker.

Mest solgte kunstner

Også internationalt fik hans frodigt fabulerende stil gennemslagskraft. På verdensplan blev han den mest solgte danske kunstner i historien - måske bortset fra H. C. Andersen.

Bjørn Wiinblads myldrende dekorationer i en stil som persisk ornamentik var altid variationer over de samme motiver: haremskvinder med mandeløjne, små mænd med danseben på karruselheste, og damer, der går rundt med levende blomster i hatten.

Og han arbejdede i alle tænkelige materialer: ler, porcelæn, glas, stof, sølv. Han arbejdede med scenografi, plakater, gobeliner, bogillustrationer, gavepapir, julestads, Irmadåser og broderimønstre for Håndarbejdets Fremme.

Almindelige mennesker

Bjørn Wiinblads stil havde en grænseløs dragning på almindelige mennesker. Han var en kunstner, der fyldte butikkerne med sin kunst. Fra de fornemste strøgbutikker i verdens storbyer til isenkræmmerens vinduer i de mindste danske provinsbyer.

Hans plakater og keramik er repræsenteret på museer i de nordiske lande, på Museet for moderne kunst i New York og andre amerikanske museer og på Faenza i Italien, som er et verdenscentrum for keramik.

Bjørn Wiinblads altid brusende produktion gik til alle sider og i alle retninger. Han ville gerne have, at der var mange, som syntes om det, han lavede. Det blev lidt af et problem i hans liv. Ikke for ham selv, men for andre. Og det begyndte allerede i 1946, da han blev tilknyttet Nymølle Fajancefabrik. Hans akademikammerater spåede ham den rene fortabelse og var overbevist om, at han havde solgt sig til Mammon. Det samme sagde de, da Wiinblad begyndte at arbejde for Irma.

Popularitet og kvalitet

- Mange er så bange for, at der ikke kan være nogen forbindelse mellem popularitet og kvalitet. Men det er en tankegang, som jeg slet ikke kan følge, har Bjørn Wiinblad sagt.

Bjørn Wiinblad var født i København og var som sin far typograf. Han skiftede hurtigt blyet ud med papir og ler. Han gik på kunstakademiet, hvor Aksel Jørgensen lærte ham at male. Senere lærte Lars Syberg ham at forme. Først brugte han lærdommen som teaterdekoratør og afslørede sin farveglæde og kærlighed til persisk ornamentik.

Internationalt gennembrud

I 1946 blev han tilknyttet Nymølle Fajancefabrik og skabte her en serie af fajance i kobbertryksteknik, der stadig er i produktion. Han fik eget værksted i 1952 og to år efter internationalt gennembrud som keramiker med en udstilling i New York.

I 1956 fik han en nøgleposition som chefdesigner og kunstnerisk konsulent for det store vesttyske porcelæns- og glasfirma Rosenthal, samtidig med at han påtog sig ambitiøse dekorationsarbejder i flere kontinenter.

Bjørn Wiinblad tegnede sine første plakater i 1947 og var derefter i et år knyttet til den amerikanske ambassade i Paris som plakattegner. Han har tegnet 1001-nat plakater og tegnede i 1981 Tivoli-plakaten med Harlekin og hele haven på et fad.

Gobeliner til WTC

Han har tegnet dekorationer og kostumer til revy, skuespil, ballet og opera, bl.a. til Svinedrengen, Livjægerne på Amager og Nøddeknækkeren på Det kgl. Teater, til forestillinger på Pantomimeteatret i Tivoli, Svenska Riksteatern og Dallas Theater.

Desuden har han fremstillet store keramiske udsmykninger til restauranter og hoteller i Japan og USA, og han skabte i 1970-73 de store Scheherezade gobeliner til The World Trade Center i Dallas.

Bjørn Wiinblad havde været illustrator ved Nationaltidende. Han udgav børnebøger med egen tekst og tegninger og illustrerede 1001-nats eventyr, som blev udgivet af tre danske forlag i fællesskab.

Facebook
Twitter