Hvor tit har vi oplevet en begivenhed, som har haft betydning for hvert eneste menneske på denne planet?
Det spørgsmål stillede fotografen Lasse Bak Mejlvang sig selv dette forår, og han kom frem til, at det ikke var sket før i hans levetid.
Begivenheden, som Lasse Bak Mejlvang beskriver, er selvfølgelig coronavirusset, som hurtigt udviklede sig til en verdensomspændende pandemi.
Det gik op for ham, at en pandemi måske er den eneste ting, som hele menneskeheden kan stå sammen om.
- Men det ironiske er, at vi alle skal bekæmpe pandemien ved at være adskilt. Isolation og social distance er det bedste værktøj, vi har, for at bekæmpe corona - og sådan er det over hele verden, siger Lasse Bak Mejlvang.
Derfor besluttede han at undersøge, hvordan isolation ser ud alt efter, hvor du bor i verden, og hvilken social klasse du tilhører.
Lasse Bak Mejlvang samlede 14 fotografer med 11 forskellige nationaliteter, der hver især lavede personlige fotodagbøger om, hvordan deres isolation så ud.
Ud fra fotografernes personlige projekter har Lasse Bak Mejlvang især lagt mærke til én ting.
- Jeg ville undersøge, hvordan corona-isolationen så ud på den anden side af Jorden, og der er ingen tvivl om, at vi i den vestlige verden er total privilegerede. Vi forstår intet af, hvor alvorlig corona har været for mennesker andre steder i verden. De har ikke kunnet få mad på bordet, og de har ikke haft et sikkerhedsnet at falde tilbage på, som vi har haft, siger han.
Herunder kan du se nogle af billederne fra fotoserien 'Isolation', hvor fotografer fra 11 lande har dokumenteret deres isolation under corona. Det er fotografen Lasse Bak Mejlvang, der udtaler sig om alle billederne.
Du kan se flere billeder fra onlineudstillingen her.