Legendarisk modedronning i sit livs stormvejr: 'Jeg tager det fulde ansvar for vores fejl'

Vogues chefredaktør Anna Wintour har undskyldt for manglende diversitet på magasinet, men kritikken fortsætter.

Den legendariske chefredaktør for amerikanske Vogue, Anna Wintour, undskylder nu for magasinets mangeårige diskrimination af sorte. (© /Reuters/Ritzau Scanpix & DR grafik)

- Vi har begået fejl og udgivet billeder eller historier, der har været sårende eller intolerante. Jeg tager det fulde ansvar for de fejl.

Undskyldningen står i en intern mail, som 4. juni landede i indbakken hos medarbejderne på det legendariske, amerikanske modemagasin Vogue. Afsenderen var den ligeså legendariske chefredaktør gennem 32 år, Anna Wintour.

Med en knivskarp page, store solbriller og positionen som chefredaktør for Vogue, er Anna Wintour en ikonisk magtskikkelse indenfor modebranchen.

De store, sorte solbriller og den skarpe page er en fast del af chefredaktør Anna Wintours ikoniske look. Her er hun til modeuge i Milano 2019. (Foto: STEFANO RELLANDINI © Scanpix)

Hun beklager i mailen, at der er alt for få sorte blandt medarbejderne, og at der i magasinet ikke har været "nok plads til sorte redaktører, journalister, fotografer, designere og andre kreatører."

Undskyldningen kommer på baggrund af en voksende kritik af magasinets årelange diskrimination mod særligt sorte, der nu menes at have foregået både på redaktionerne og på magasinets glitrende sider.

Kritikken af magasinet sker i kølvandet på George Floyds død i Minneapolis den 25. maj. Et dødsfald, der har skabt ekstra opmærksomhed om Black Lives Matter-bevægelsen.

En hvid historik

Undskyldningen, der hurtigt blev delt udenfor modemagasinets mure, kommer ovenpå en stigende utilfredshed med magasinets manglende repræsentation af andet end hvide kvinder.

Vogue har eksisteret siden 1892, men først i 1974 havde det en sort kvinde, modellen Beverly Johnson, på forsiden.

Og da sangerinden Beyoncé Carter Knowles i 2018 overtog styringen på septemberudgaven af magasinet, skabte hun historie ved at hyre Tyler Mitchell, en 23-årig sort fotograf. Den første sorte fotograf til at tage et forsidefoto i magasinets 125 års levetid.

Sidste år undersøgte analysevirksomheden The Pudding desuden hudfarven på de kvindelige modeller på netop forsiderne af modemagasinet igennem de seneste 19 år. I 2000-2005 var antallet af sorte kvinder på forsiden nede på tre. I alt.

Superstjerne eller abe?

Kritikken af magasinet er kommet fra både ansatte og fra læserne. Særligt én forside fra 2008 har fået sindene i kog. Igen.

Tilbage i 2008 havde Winthour besluttet at komme den første sorte mand på forsiden af magasinet.

Før det var Richard Gere og George Clooney de eneste mænd, der havde fået æren af at pryde den eftertragtede forside.

I 2008 var det så ingen ringere end basketball-superstjernen LeBron James' tur.

Men hvor det kunne ses som en positivt overraskende beslutning for modeverdenens dronning at repræsentere andre end hovedsageligt tynde, hvide kvinder på forsiden, så kiksede det alligevel.

Bag kameraet var den prisvindende fotograf Annie Leibovitz, der er kendt for sine portrætter af særligt kendisser.

Foran kameraet stod den dengang 24-årige sportsstjerne i selskab med supermodellen Gisele Bündchen.

Det er ikke dén konstellation, der får filmen til knække. Det var i stedet måden, hvorpå de to præsenteres.

- LeBron foreviger en stereotyp, der har været med til at slavegøre, lynche og myrde hundredtusindvis af vores sorte mænd i århundreder, lød kritikken blandt andet dengang.

Hvor billedet i første omgang fik folk til at sammenligne det med filmplakater fra filmen 'King Kong', så var lighederne med en hvervningsplakat fra det amerikanske militær tilbage i 1917 ikke til at tage fejl af.

En plakat, hvor en frygtindgydende, sort gorilla med blod på hænderne fastholder en hvid kjoleklædt kvinde.

- Jeg havde det bare sjovt, forklarede LeBron James efterfølgende til de mange journalister, der spurgte ind til photoshootet bag det kritiserede foto i 2008.

Bliver hun fyret?

Efter flere spekulationer om, hvorvidt Anna Wintour ville få lov til at beholde sit job efter den massive kritik, fortalte moderselskabet Condé Nasts chef, Roger Lynch,12. juni, at Anna Wintour ville forblive på sin post på magasinet.

- Der er meget få mennesker i verden, der kan influere forandring og kultur, der relaterer sig til vores forretning, på samme måde som Anna kan. Grunden til, at hun er her, er fordi hun kan hjælpe med at influere den forandring, vi har brug for at skabe, og jeg ved, at hun er dedikeret til den opgave.

Supermodellen Naomi Cambell interviewede 22. april Anna Wintour i hendes YouTube show, 'No Filter'. Her fortæller Anna Wintour blandt andet, at hun måtte kæmpe for at få Naomi Cambell på forsiden af Vogue tilbage i 1984. (Foto: RUBA © Copyright © 2020 BACKGRID UK)

Internettet svarer igen

Få dage inden Anna Wintour sendte sin undskyldning ud til sine medarbejdere, havde norske Salma Noor delt en falsk Vogue-forside med sig selv på og ordene "Being Black is not a crime" (Det er ingen forbrydelse at være sort, red.). Hun havde tilføjet hashtagget #VogueChallenge.

Da Wintours mail blev offentliggjort, begyndte folk fra hele verden at dele deres falske Vogue-forsider under hashtagget på både Twitter og Instagram. En måde, hvorpå de folk, der historisk set har været udelukket fra magasinets forside - modeller såvel som fotografer - kan være med til at skabe en ny dagsorden inden for den ekskluderende modebranche.

- Jeg er en sort, ung muslimsk kvinde, som gerne ville skabe noget nyt, samtidig med, at jeg talte om noget, der er meget vigtigt, har Salma Noor efterfølgende udtalt i et interview med, ja, Vogue.

Efter omtalen er Salma Noor i øvrigt ikke kun blevet kontaktet af Vogue, men har også fået en modelkontrakt med Teammodels i Norge, annoncerede bureauet på Instagram i denne uge.

Se nogle af de mange falske forsider, der i disse dage fylder både Twitter og Instagram under hashtagget #VogueChallenge:

Facebook
Twitter