Lene var afhængig af spillemaskiner og måtte gå fra hus og hjem: 'Tænk, hvis jeg havde spillet mit barn væk'

52-årige Lene er tidligere ludoman og var ved at miste det hele til spillemaskiner for få år siden.

(Foto: Omid Jafi © DR)

Hendes puls dunkede, da hun trykkede på knappen på spillemaskinen. Ding, ding, ding. Felterne samlede sig ét for et, så de dannede et stort kirsebær.

Hun havde vundet 7.000 kroner!

Lene Kristensen blev ellevild og helt euforisk. Men i stedet for at tage hjem med gevinsten, skyndte hun sig at smide en ny stor seddel i maskinen. Så trykkede hun på knappen igen.

Og igen.

Da hun flere timer senere kom hjem til sine sovende børn, var hun dybt ulykkelig. Endnu engang havde hun på én aften spillet 10.000 kroner op. Og værre endnu; nu var hun igen nødt til at tage afsted i morgen efter arbejde for at genvinde det tabte.

Håbede på den store gevinst

I en lille, fredelig by på Sjælland byder 52-årige Lene Kristensen indenfor i sit hus, hvor hun har boet til leje i fire år. Her bor hun med sin yngste dreng på 12, mens de tre andre voksne børn er flyttet hjemmefra. De hænger dog mange steder på væggene og bor tæt på.

I stuen står puderne snorlige i sofaen, og de mange pynteting og gaver fra børn og børnebørn har deres faste plads. For Lene kan ikke klare rod. Det har der nemlig været rigeligt af i hendes liv i alt for mange år.

- Min dårlige samvittighed plager mig jævnligt, og jeg kan slet ikke forstå, hvordan det kunne komme så vidt, siger 52-årige Lene i dag. (Foto: Omid Jafi © DR)

For tyve år siden, efter Lene og faren til hendes tre ældste børn gik fra hinanden, blev hun introduceret til spillemaskiner af ejeren af en spillekiosk i den lille by, hun boede i.

Selvom hun ikke vandt, blev hun øjeblikkeligt grebet af spændingen og håbet om at vinde den helt store gevinst. Når hun stod ved maskinerne, glemte hun alle andre problemer. Og der gik ikke lang tid, før hun begyndte at tage direkte fra sit arbejde som maler og hen til spillekiosken.

- Jeg sad i mit arbejdstøj, til jeg næsten blev smidt ud derfra klokken 22, når de lukkede. Det var min store pige på 12, der klarede det hele derhjemme, og nogle gange kom børnene forbi. De vidste jo, hvor de kunne finde mig.

Det eskalerede, da ejeren af spillehallen flyttede hendes yndlingspokermaskine ned i en kælder under et værtshus og gav Lene en nøgle, så hun selv kunne låse sig ind på alle tider af døgnet. Her kunne hun stå og spille hele natten, mens hun drak masser af cola.

- Jeg kunne spille hele huslejen op på én nat, siger Lene, der var nødt til at tage ekstraarbejde og optage kviklån for at dække sit underskud og betale sine regninger.

- Hvis jeg skulle købe bukser eller sko til 500 kroner, syntes jeg, det var fuldstændigt sindssygt dyrt. Men uden at blinke med øjnene kunne jeg putte 5.000 kroner i en maskine eller spille for over 10.000 per dag.

Opdagede en ny spilverden på mobilen

En dag blev spillemaskinen fjernet fra værtshuskælderen, og med dens forsvinden lykkedes det Lene at holde en længere pause fra spilleriet.

Hun havde også meget andet at tænke på, da hun havde fået en ny kæreste, som hun fik barn med.

Forholdet holdt dog ikke, og for otte år siden – da deres dreng var fire år – væltede spilletrangen atter op i Lene, som var blevet singlemor igen.

Denne gang var det dog ikke de fysiske spillemaskiner, der trak. For Lene havde opdaget en helt ny spilverden på nettet, som hun kunne tilgå på sin mobil. Her kunne hun sidde i sit eget hjem og spille på spilleautomater, lige når det passede hende.

Meget hurtigt stak det fuldstændigt af og overtog alle hendes vågne timer – og nogle gange også natten, hvor hun havde sat det på "auto", så hun kunne spille videre, efter hun var drattet omkuld af træthed med sin mobil i hånden.

Når børnene og børnebørnene dukkede uanmeldt op, blev hun irriteret. Hun ville bare gerne være i fred, så hun kunne spille, svarede i øst og vest, når hun blev spurgt om noget og kunne finde på at gå ud i sit bryggers med sin mobil, når de var på besøg, så hun kunne fortsætte.

Ligesom med den fysiske maskine var det heller ikke småpenge, hun spillede for på sin telefon, hvor hvert tryk kunne let koste 500 eller 1.000 kroner. Igen spillede Lene alle sine penge op før den første uden at have betalt en eneste regning eller huslejen.

Og en dag skete det uundgåelige. Hun og hendes lille dreng blev smidt ud af huset, som de lejede, på grund af manglende betaling.

Hvordan havde du det, da det skete?

- Jeg følte ikke noget som helst, jeg spillede bare videre for fuld skrald. Min søn og jeg flyttede ud i et lejet sommerhus, og i de trekvart år vi boede der, spillede jeg fortsat for fuld smadder, siger Lene.

Hvorfor stoppede du ikke?

- Hvis du vidste, hvor mange der har sagt: "Hvorfor fanden holder du ikke bare op?". Men det var sådan, at jo mere jeg tabte, jo mere ville jeg spille igen for at indhente det tabte. Det var lige før, jeg kunne finde på at tage fri fra arbejde, hvis jeg havde spillet rigtig meget, fordi jeg var nødt til at spille igen, når jeg vågnede.

Efterhånden var de mange års spilafhængighed, pengeproblemer og den massive gæld, hun havde fået opbygget på grund af spil, begyndt at tære voldsomt på Lene.

- Jeg var fysisk dårlig, gik rundt og tudede altid, eksploderede over ingenting. Det værste var næsten alle de her løgne, jeg kom med. Jeg har aldrig stjålet penge fra nogen, men jeg rodede mig ud i den ene løgnehistorie efter den anden for at låne penge. Og jeg hader ellers folk, der lyver.

Fik ultimatum – og søgte hjælp

Efter fire års vanvittigt mobilspil vågnede Lene en dag brat op.

Hendes store datter havde logget sig ind på hendes netbank og havde afsløret, hvor voldsomme beløb Lene spillede for, og at det var meget værre, end nogen af dem havde forestillet sig. Så Lene fik et ultimatum: enten stoppede hun med at spille, eller også ville datteren og hendes børn trække sig.

Det fik Lene til at indse, at hun var ved at miste alt, og at hun var nødt til at få professionel hjælp.

Hun meldte sig ind i Rofus – et register, hvor man kan udelukke sig fra at spille online og på fysiske kasinoer. Og i foråret 2019 tjekkede hun ind på Center for Ludomanis lokalafdeling i Odense, hvor hun kom i døgnbehandling i to uger.

- Det ophold var så godt på alle mulige måder, og noget af det hårdeste, jeg har prøvet. Vi var syv på holdet, som endevendte alt og skulle forholde os til, hvorfor vi spillede.

- Jeg siger dig, hvis ikke jeg var kommet i døgnbehandling på Center for Ludomani i Odense, ved jeg ikke, hvordan det var gået. Der fandt jeg ud af årsagen til, at jeg spillede – og først dér kunne jeg ændre mig. (Foto: Omid Jafi © DR)

I behandlingen fik Lene rippet op i sin barndom og fandt ud af, at hun aldrig havde fået bearbejdet, at hendes mor forlod familien, da Lene var seks år. Hun fandt ud af, at al den tid og fokus hun brugte på spil, og alle de problemer det medførte, var en måde at undgå at forholde sig til alt dét, der gjorde rigtig ondt.

- På andendagen i behandlingen ringede jeg til min datter og tudede helt vildt og undskyldte mange gange.

Ikke faldet i én eneste gang

I huset, som Lene bor i i dag, har hun aldrig spillet. Hun flyttede ind, lige efter hun stoppede med online-gambling, og hun er ikke faldet i én eneste gang siden.

Det eneste minde om de mørkeste stunder i hendes liv er et billede på væggen i gangen.

Det er af Lenes hold, taget på Center for Ludomani i 2019, som skal minde hende om det sted, der ændrede hendes liv.

- Nogle gange kan jeg få tanken, at tænk, hvis jeg havde spillet mit yngste barn væk.

Tror du, det ville være sket, hvis du var fortsat?

- Ja, for hvis jeg var blevet ved, ville min søn en dag komme i skole uden bad, fordi der var lukket for det varme vand, eller vi ville mangle et sted at bo igen. Og hvor længe tror du, der ville gå, før nogen ville se, at den var helt gal?, spørger hun retorisk.

- Jeg kan kun drømme om, hvordan livet ville være, hvis ikke jeg stod i en håbløs gæld. Men jeg fokuserer på, at mine børn stadig er min største støtte. De betyder alt for mig, de er hele mit liv. (Foto: Omid Jafi © DR)

I dag har hun valgt at fokusere al sin tid på at blive en bedre mor og mormor-farmor for sine fire – snart fem – børnebørn, der betyder alt for hende.

- Jeg er blevet meget tæt med min familie igen, og min datter siger, at det er så skønt, at de har fået mig igen. Det plager mig stadig, at jeg ikke var til stede i så mange år – at jeg var fraværende og isolerede mig fra alt og alle. Tænk, hvis jeg ikke var vågnet op.

Ud over den dårlige samvittighed har ludomanien også haft andre massive konsekvenser. Lene lider stadig af hjerteproblemer, der i dag er permanente, som opstod, da hun ikke kunne se nogen vej ud af spilhelvedet.

Og så vil de mange uåbnede rudekuverter i skraldespanden fra diverse inkassofirmaer resten af livet også minde hende om fortiden.

Hvor meget hun skylder, har hun intet overblik over, men gætter på, at det kunne være "en eller flere millioner".

- Jeg tror ikke, der findes et dyrere misbrug end ludomani. Ikke engang hvis jeg havde været narkoman på heroin tror jeg, det havde været muligt at bruge så mange penge – uden at jeg aner, hvad sådan noget koster. Jeg ved bare, at jeg kunne spille 10.000 kroner op per dag.

- Folk siger, jeg er sej, fordi jeg er stoppet. Men jeg synes jo, jeg er dum, fordi jeg begyndte. (Foto: Omid Jafi © DR)

Det er mange år siden, Lene kom i RKI (Registeret med dårlige betalere) og kan derfor ikke eje noget i sit navn – hverken telefon, bil, hus eller noget som helst andet.

- Jeg kunne have købt fire huse for det, jeg har spillet op. I stedet har jeg den her store gæld og har fået lige præcis ingenting for pengene. Samtidigt sidder andre og tjener tykt på min ulykke.

Selvom hun godt er klar over, at der er dem, der vil dømme hende for ikke at kunne stoppe sit spilleri i tide, vælger hun alligevel at stå frem med sin historie.

Hun vil vise, at en ludoman kommer i alle afskygninger og sagtens kan være en familiemor.

Hun vil også advare om, hvor meget pengespil kan ødelægge et menneske og splitte familier.

Men frem for alt vil hun vise, at der er en vej ud af spilhelvedet.

- Jeg ved, at det føles helt uoverskueligt, når man sidder i det. Men jeg håber, at folk, der står i samme situation som mig, kan se, at der er håb. At det er muligt at komme ud af det igen, uanset hvor håbløst det ser ud.