- Lennon var selvoptaget og ekstremt genial

I dag er det 30 år siden, John Lennon døde. Han havde et budskab om kærlighed, men vi glemmer Lennons skyggesider.

Året er 1980. Det er aften. En mand ligger på maven smurt ind i blod foran The Dakota Building i New York. Der er stor forvirring. En mand med en pistol og stemmer i hovedet har skudt John Lennon fem gange i ryggen. Mødet med den sindsforvirrede fan blev enden på John Lennons liv.

I dag, den 8. december, er det 30 år siden, at John Lennon døde. Beatles-medlemmets død gav genklang over hele kloden - ikke mindst på grund af tabet af et af tidens største musikalske talenter.

Per Wium, der er musiker, foredragsholder og Beatles-ekspert, husker tydeligt den dag Lennon døde.

- Jeg hørte det i radioen og blev forfærdelig ked af det. For det var jo noget af min ungdom og min musik, som blev revet itu, fortæller han.

Budskab om fred og kærlighed

Dengang for 30 år siden havde Lennon netop genoptaget karrieren efter flere års pause fra musikken. Han havde udgivet pladen "Dobbelt Fantasy", der skulle være hans comeback, og var nu klar til at møde pressen og de forventningsfulde fans.

Men Lennon blev skudt kort efter udgivelsen. Han blev kun 40 år. Hans tidlige og tragiske død, har gjort han til en musikalsk legende - en langhåret frigjort hippie, der ønskede fred på jorden, fortæller Per Wium.

- Når folk dør, og særligt når de dør for tidligt og på en tragisk måde, så er der en tendens til at fokusere på alle de gode ting. Og de gode ting var der mange af med John Lennon. Altså love and peace - hvem går ikke ind for det? Han formulerede det, og han fik en generation til at følge med på disse budskaber, og det har betydet meget for mange rundt omkring i verden.

Selvoptaget og selviscenesættende

Udadtil kæmpede Lennon med musikalske korstog for fred, kærlighed og harmoni. Men I virkeligheden var Lennon dog en mere sammensat person. Særligt Lennons ældste søn Julian har givet udtryk for, at han som søn ikke selv mærkede den kærlighed og fred fra Lennon, som faren ellers så ofte sang om.

- Har han skabt fantastisk musik, særligt i Beatles-tiden. Men vi glemmer hans skyggesider. Dem nedtoner vi lidt i eftermælet. Det kan være rigtig svært at være kunstner, uden at være en smule optaget af sig selv. Mange sangskrivere laver da også tekster med udgangspunkt i deres egne oplevelser. Og det gjorde Lennon i ekstrem grad, fortæller Per Wium og fortsætter:

- Han var ekstremt genial til at skrive sange. Men hvis man ser på titlerne på hans sange, så vil ordene "I" og "me" forekomme ofte.

Sange fra sjælen

Lennons selvoptagethed skal dog kombineres med hans store kærlighed til musikken og ses i sammenhæng med Lennons fortid, mener Wium.

- Det er nogle store smerter, han har oplevet i sin barndom. Hans far forlod hjemmet og hans mor var for flyvsk, så han voksede op hos sin tante. Han har mistet gang på gang, og det har nok skabt en vrede og nogle forudsætninger for at ville kommunikere nogle ting.

Og Lennons behov for at udtrykke sine personlige følelser, var på mange måder grundlaget for Lennons succes, mener Per Wium. I et interview til BBC to dage før sin død udtrykte Lennon det selv.

- Jeg har altid følt, at de bedste sange var dem, der kom til en gennem sjælen, fortalte John Lennon.

I forbindelse med 30-årsdagen for Lennons død har Keith Elliot Greenberg udgivet bogen "December 8, 1980: The Day John Lennon Died". Ligeledes har Michael Waldmans lavet dokumentaren "The Day John Lennon Died", der i detaljer fortæller om Lennons sidste dag inden sin død.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk